Rodgers misser chance for at blive del af eksklusiv NFL-klub

27. OKT 2025 • 07:56SPORT

Green Bay Packers er fortsat det eneste hold, Aaron Rodgers ikke har besejret i sin tid som quarterback i NFL.

Kun fire quarterbacks har besejret alle 32 hold i NFL.

Den klub kunne Aaron Rodgers natten til søndag være blevet en del af, hvis han sammen med Pittsburgh Steelers havde besejret Green Bay Packers.

I stedet led Rodgers et nederlag på 25-35 hjemme mod sin mangeårige arbejdsgiver.

Rodgers blev draftet af Green Bay Packers i 2005 og overtog tjansen som startende quarterback i 2008, hvor Brett Favre forlod holdet.

Frem til 2023 var Rodgers den helt store stjerne på holdet fra Wisconsin, men i dag er den 41-årige amerikaner et stykke fra sit tidligere niveau.

Han kunne derfor heller ikke forhindre Green Bay i at vinde nattens opgør, selv om Steelers var foran 16-7 ved indgangen til anden halvleg.

Anført af den nuværende quarterback Jordan Love var gæsterne ustoppelige, da de først kom i gang.

Love kastede for 360 yards og tre touchdowns med Tucker Kraft som sit favoritmål. Den knap to meter høje og 117 kilo tunge tight end greb bolde for 143 yards og to touchdowns.

I fjerde quarter faldt Pittsburgh Steelers sammen i forsvaret. Green Bay Packers scorede 21 point, tog en føring på 36-19 og forpurrede Rodgers' drøm om at slå det eneste hold, han mangler at besejre.

- Jeg er skuffet over, at jeg ikke spillede bedre. At vi ikke spillede bedre. Især i anden halvleg, siger Rodgers ifølge CBS Sports.

Han har stor respekt for sin afløser i Green Bay, Jordan Love.

- Han spillede fantastisk, konstaterer Rodgers.

- Han har haft en virkelig god sæson. Han har været effektiv med bolden. Han er opportunistisk, selv om jeg følte, han var meget tålmodig her til aften, lyder det fra Rodgers.

Pittsburgh Steelers har tabt to kampe i træk, men fører fortsat divisionen AFC North. Green Bay Packers fører NFC North med fem sejre, et nederlag og en uafgjort.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT