Dreyer fører San Diego til sejr i første slutspilskamp
Tre danskere var i spil for San Diego FC, som besejrede Portland Timbers i første slutspilskamp.
Anders Dreyer har ført sin formidable sæson med over i MLS-slutspillet, som begyndte natten til mandag dansk tid for San Diego FC's vedkommende.Den danske offensivspiller stod for holdets andet mål i 2-1-sejren over Portland Timbers.
I serien spilles der bedst af tre kampe, og San Diego FC mangler derfor blot en enkelt sejr for at avancere til kvartfinalerne i sin første sæson.
Ud over Anders Dreyer startede Jeppe Tverskov inde for det californiske hold, mens Marcus Ingvartsen kom ind fra bænken.
Dreyer slog til efter en halv time, hvor han med en sjælden hovedstødsscoring fordoblede hjemmeholdets føring.
Forinden havde holdkammeraten Onni Valakari bragt San Diego foran.
Portland Timbers reducerede før pausen på et mål af Kristoffer Velde, men fik ikke mere ud af opgøret. Tværtimod sluttede gæsterne med ti mand på banen, efter at Jimer Fory inden for få minutter i anden halvleg modtog to gule kort.
Dreyer var flere gange tæt på at blive dobbelt målscorer, men må vente lidt med at udvide sin målkonto.
Danskerklubben vandt grundspillet i Western Conference og gik derfor ind i slutspillet som førsteseedet. Det betød, at holdet sad over i første runde.
Det samme gjorde andenseedede Vancouver Whitecaps, der trænes af den tidligere Brøndby-chef Jesper Sørensen.
Sørensens hold åbnede natten til mandag slutspillet med en sejr på 3-0 over FC Dallas. Erfarne Thomas Müller var blandt målscorerne.
/ritzau/
