Chokeret mountainbikerytter kalder DCU-beslutning sørgelig

27. OKT 2025 • 14:30SPORT

Mountainbikerytterne i Danmark har præsteret over det, budgettet var til, mener Simon Andreassen.

Simon Andreassen vågnede søndag op til en kedelig nyhed.

Uden forudgående varsel erfarede han ligesom de øvrige danske mountainbikeryttere, at Danmarks Cykle Union (DCU) havde valgt at nedlægge landsholdet for at spare penge.

Den 28-årige fynbo har stadig ikke fået en begrundelse, og han har svært ved at se logikken i beslutningen.

- Det var et chok, og det var uventet, konstaterer han.

- Jeg ved, at mountainbike i Danmark ikke har kørt med et kæmpe budget. Det har ikke vejet tungt hos DCU. I forhold til budgettet har det været virkelig succesfuldt. Det har fået mange talenter til at blive professionelle og vinde medaljer til Danmark gennem de seneste 10-15 år.

DCU brugte sidste år 1,2 millioner på mountainbike-delen af butikken. Året forinden var beløbet knap 986.000 kroner.

Ifølge Ekstra Bladet, som søndag afslørede DCU's planlagte besparelser, regner forbundet med at spare i omegnen af en million kroner ved at skære udgifterne til mountainbike væk.

Landstrænerne Mads Bødker og Benjamin Justesen er blevet fyret, og DCU vil ikke længere betale for træningslejre eller deltagelse i internationale løb.

For Simon Andreassen selv får det ikke umiddelbart betydning for hans muligheder for at rejse verden rundt til konkurrencer og mesterskaber.

Han har sit eget setup med sponsorer og er ikke afhængig af landsholdet.

Det er alle de unge til gengæld. De er ikke professionelle og bliver det måske aldrig efter DCU's beslutning.

- Det berører jo også mig, for jeg vil også det bedste for sporten. Det er svært at forestille sig, hvordan det skal kunne fortsætte, hvis ikke der er et landshold at stile imod eller nogen til at tage en ud til konkurrencer. Så er det svært at holde liv i sporten.

- Det er det, jeg frygter mest. At mountainbikens eksistens skal forsvinde fra Danmark, forklarer Simon Andreassen.

Efter at nyheden kom ud søndag morgen, holdt landsholdet et møde, hvor mange havde spørgsmål til den uvisse fremtid.

- Der er ikke så mange svar, for det kommer lidt ud af det blå. Det er sørgeligt, hvis vi skal vinke farvel til noget, man har været en del af de sidste mange år, lyder det fra Simon Andreassen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT