71-årig jagter chancen blandt verdenseliten i badminton
Raymond Webster ligger nummer 1245 i verden og spiller flere kvalifikationer til store badmintonturneringer.
Når man kigger på spillerlisten til denne uges Hylo Open i Tyskland, springer navnet Raymond Webster måske ikke lige i øjnene i første omgang.Men kigger man på mandens fødselsdato, er det straks en anden sag.
Englænderen fyldte i april 71 år, men det afholder ham ikke fra at forsøge sig blandt verdenseliten i badminton.
I denne uges Super 500-turnering i tyske Saarbrücken er veteranen med som reserve i både herredouble og singlekategorien.
- I Hylo Open har jeg en rigtig god chance for at komme med i doublekvalifikationen. Det vil jeg rigtig gerne, for det er med min nye 17-årige makker, siger Webster, der skal spille med den 17-årige landsmand Ka Him Fong, hvis parret kommer ind i kvalifikationen, der spilles tirsdag.
Webster er ofte at finde på reservelister til flere af de store turneringer rundt om i verden, og nogle gange formår han at tilsnige sig en plads i kvalifikationen.
- Alt rejseriet er selvfinansieret. Heldigvis havde jeg i mange år et godt job, hvor jeg arbejdede meget, så det er pensionen, der bliver brugt på det, siger han.
Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre for en 71-årig at være en del af reservelisten til flere af de største turneringer.
Ifølge Webster handler det om at være inde i systemet hos Det Internationale Badmintonforbund (BWF). Når man er det, er det ikke noget problem.
Han genoptog sin badmintonkarriere i 2016 efter 30 års pause. På det tidspunkt rejste han rundt i Europa og spillede flere mindre turneringer.
- Da BWF så startede World Touren i 2018, havde jeg nok point til at komme på reservelisten i de større turneringer, siger Webster.
- Når man så er på reservelisten, er det som at vente på julegaver.
- Jeg er ofte ret langt nede på listen, når den først kommer ud til en turnering. Men mange melder fra for i stedet at spille andre turneringer, og så stiger jeg. Folk vil ikke blive ydmyget på det niveau, men jeg tager det, jeg kan få.
Webster ligger aktuelt nummer 1245 i verden. Han har indsamlet 320 ranglistepoint, som alle kommer fra et nederlag i kvalifikationen til Korea Masters i 2024. Her tabte han 3-21, 8-21 til Kah Kit Kan fra Brunei, der ligger nummer 659 i verden.
- Lige for tiden har jeg ikke mange ranglistepoint i single. Jeg ligger okay i double, som jeg først begyndte at spille for tre år siden. Men i single venter jeg lige nu på min næste julegave.
Selv om det kan lyde amatøragtigt, at det er muligt for en 71-årig at spille kampe på sportens største Tour, har Webster kun oplevet positive reaktioner, når han er rejst rundt.
- Jeg bliver generelt modtaget godt alle steder, jeg tager hen. Særligt i Asien er der en hel speciel familiefølelse omkring det.
- Det er flere gange sket, at jeg er ankommet til turneringer, og de ikke kan finde mig på listen, når der skal uddeles akkrediteringer. De kigger på trænerlisten, hvor mit navn ikke står. Så bliver jeg altså lige nødt til at fortælle dem, at jeg er kommet for at spille.
Den første sejr har Raymond Webster fortsat til gode, men en enkelt gang er det lykkedes at vinde et sæt.
Det var i herresinglekvalifikationen til Irish Open i 2022. Her vandt Webster første sæt 23-21 over hollandske Rakesh Sharma. Sharma var på daværende tidspunkt 34 år og vandt de to efterfølgende sæt 28-26, 21-15 over veteranen, der i andet sæt missede to matchbolde.
Raymond Webster har sig en universitetsuddannelse og arbejdede i mange år som ingeniør.
- Jeg fik en forfærdelig depression og måtte stoppe med at arbejde. Den eneste måde jeg kom ud af det, var at dyrke en masse motion.
- Det var her, jeg samlede badmintonketsjeren op igen, og siden er det sporten, der har holdt depressionen for døren, siger englænderen.
Økonomien gør, at han ikke kan tage til alle turneringer. Når han vurderer, at det ikke er realistisk at komme i kamp, tager han ikke afsted.
Men han håber, at der er en lang rejse tilbage, inden året er omme.
- Jeg regner også med at tage til Korea Masters. Jeg kom desværre ikke med i Korea Open tidligere på året. Jeg endte med at være øverst på reservelisten, men det var en lang tur at tage, når det ikke var sikkert, om jeg ville spille.
- Jeg tænker at fortsætte med at gøre alt det her, til jeg falder død om.
/ritzau/
