Kroatisk schweizerkniv får ny kontrakt i Brøndby
Marko Divkovic forlænger sin aftale i Brøndby, hvor han har været siden sommeren 2021.
Marko Divkovic lignede egentlig en mand, der skulle forlade Brøndby, når hans kontrakt udløb til sommer, men sådan bliver det ikke.Den kroatiske altmuligmand har i stedet underskrevet en ny kontrakt, som kan holde ham på den københavnske Vestegn indtil sommeren 2028.
Det skriver Brøndby på sin hjemmeside fredag.
- Marko er en særlig personlighed med en arbejdsmoral som få. Han har været en meget vigtig spiller for os i den seneste tid, hvor vi i dén grad har haft glæde af hans kvaliteter, hans alsidighed og hans fleksibilitet.
- Spillere som ham er en gave til enhver træner og til en klub som vores, og derfor glæder det mig meget, at Marko og vi nu har papir på hinanden i lang tid fremover, siger sportsdirektør Benjamin Schmedes.
Marko Divkovic har været i Brøndby siden 2021, hvor han blev hentet til klubben som angriber. Men det var ikke som frontløber, at han fik sit gennembrud.
Den tidligere Brøndby-træner Jesper Sørensen omskolede ham til en rolle som offensiv back, og der har han periodevis ramt et meget højt niveau.
Særligt i denne sæson har han spillet en vigtig rolle hos Brøndby, hvor han været en fast del af startopstillingen i forskellige positioner.
/ritzau/
