Californiske skovbrande rykker golfturnering med Tiger Woods som vært
På grund af skovbrandene i Los Angeles vil PGA-turneringen Genesis Invitational blive afholdt andetsteds.
PGA-turneringen Genesis Invitational, som skulle have fundet sted i den sydlige del af den amerikanske delstat Californien i næste måned med golfikonet Tiger Woods som vært, bliver rykket til en anden lokation.Det oplyser PGA Tour i en udtalelse.
Årsagen er de skovbrande, som har hærget nær Los Angeles den seneste uge.
- I samarbejde med Genesis, The Riviera Country Club og TGR Live og af respekt for den aktuelle situation har vi besluttet, at Genesis Invitational 2025 vil blive afholdt et andet sted.
- Oplysninger om den nye lokation og yderligere information om turneringen vil blive offentliggjort i de kommende dage, lyder det.
Golfturneringen vil stadig finde sted fra den 13. til 16. februar. Det er uklart, om Tiger Woods stadig vil være vært.
The Riviera Country Club blev grundlagt i 1926 og har længe været hjemsted for Genesis Invitational, og det er planen, at den skal lægge hus til golfkonkurrencerne for mænd og kvinder ved OL i Los Angeles i 2028.
Den næsten 100 år gamle klub ligger inden for brandevakueringszonen, men er ikke blevet beskadiget af de nærliggende brande.
TGL Live sender golfturneringer live.
Beslutningen om at flytte arrangementet kommer, to dage efter at Tiger Woods sagde, at man forsøgte at finde en løsning.
- Hvad angår Genesis prøver vi bare at finde ud af det hele og sørge for, at alle er i sikkerhed.
- Men lige nu er vi ikke rigtig fokuseret på turneringen. Det handler mere om, hvad vi kan gøre for at hjælpe alle dem, der har det svært, som har mistet deres hjem og fået deres liv ændret, lød det fra Woods.
Mindst 25 personer har mistet livet i brandene, der har slugt et område på størrelse med Washington D.C., der er USA's hovedstad.
Omkring 6,5 millioner mennesker er omfattet af en såkaldt kritisk brandtrussel, og 200.000 personer har været nødt til at forlade deres hjem.
/ritzau/Reuters