Norges dronning udskrevet efter operation - sygemeldes en uge

17. JAN 2025 • 13:15UDLAND

87-årige dronning Sonja fik hjerteflimmer på en skitur og har efterfølgende fået indopereret en pacemaker.

Den norske dronning Sonja er fredag blevet udskrevet fra hospitalet efter en pacemakeroperation.

Hun har det godt, melder det norske kongehus.

- Hendes Majestæt Dronningen er i dag udskrevet fra Rikshospitalet. Dronningen er i god form, skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Dronning Sonja vil være sygemeldt til og med fredag den 24. januar.

Hun har fået indopereret en pacemaker på Rikshospitalet i Oslo, efter at hun fik hjerteflimmer på en skitur i Lillehammer tidligere i januar.

Den 87-årige dronning blev opereret torsdag. Kort tid efter operationen meldte kongehuset ud, at indgrebet var vellykket, og at hun havde det godt.

Det var forventet, at dronning Sonja ville være indlagt en dag eller to efter operationen.

En pacemaker er en elektronisk enhed, som registrerer hjertets elektriske aktivitet. Med små elektriske impulser sørger pacemakeren for, at hjerterytmen øges, hvis den er for langsom.

Også kong Harald, som dronning Sonja er gift med, har fået en pacemaker. Den fik den 87-årige regent indopereret i marts 2024.

Han blev syg under en ferie i Malaysia og blev transporteret til Norge, hvor han blev opereret.

Kong Harald har regeret i Norge siden 1991. Sammen med dronning Sonja har to børn, kronprins Haakon og prinsesse Märtha Louise.

Kronprinsen siger fredag til NRK, at hans mor er ved at komme sig efter operationen.

- Hun har det lidt bedre, men har stadig brug for tid til at komme sig. Det virker til, at alt er gået rigtig godt, siger tronarvingen til den norske pendant til DR.

Dronning Sonja blev i første omgang indlagt lørdag aften i Lillehammer efter at have fået det dårligt på en skitur.

Det blev konstateret, at der var tale om hjerteflimmer, nærmere bestemt forkammerflimmer. Dronningen blev udskrevet igen søndag morgen, og nogle dage senere meldte kongehuset ud, at hun skulle have en pacemaker.

/ritzau/NTB

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT