Norsk stjerne efter VM-fiasko: Det er pinligt
Norges håndboldherrer åbnede VM i egen hule med et overraskende nederlag til Brasilien trods føring undervejs.
Norges håndboldherrer åbnede VM med en gedigen fiasko, da holdet foran hjemmepublikum i Oslo-forstaden Bærum tabte til Brasilien.De norske favoritter kom planmæssigt fra start og var foran 8-3 tidligt i kampen, var foran med fem mål undervejs i første halvleg og foran med to mål ved pausen.
Alligevel endte det med et højst overraskende nederlag på 26-29, og holdets højrefløj fra Aalborg Håndbold, Kristian Bjørnsen, lagde ikke fingre imellem, da han skulle vurdere indsatsen.
- Det var skørt. Det er pinligt, vil jeg sige. Det var ikke den start, vi havde håbet på, siger Bjørnsen til det norske nyhedsbureau NTB.
13 minutter før tid lurede fiaskoen for alvor, da Brasilien ikke bare havde hentet den norske føring, men tog føringen for første gang i kampen.
Ifølge Norges landstræner Jonas Wille var det selvforskyldt, at man endte med at lukke sydamerikanerne ind i kampen.
- Det var en surrealistisk kampudvikling. Angreb efter angreb i de første 45-50 minutter producerede vi mere end rigeligt med chancer.
- Men når vi brænder så meget, som vi gjorde, så forsvinder selvtilliden og pondussen, og de fik momentum, siger han til Viaplay.
Inden opgøret førte Norge den indbyrdes statistik gennem de seneste 23 år mod Brasilien med 10-1.
Nordmændene møder i næste kamp USA, som åbnede VM med et nimålsnederlag til Portugal.
/ritzau/