EU offentliggør støttepakke på 1,7 milliarder til Syrien

17. JAN 2025 • 13:32UDLAND

Annonceringen af støttepakken kommer i forbindelse med det første EU-besøg i Syrien siden Assads fald.

EU har fredag offentliggjort en støttepakke på 235 millioner euro, der skal gå til Syrien og dets nabolande. Beløbet svarer til lidt over 1,7 milliarder kroner.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Offentliggørelsen af støttepakken skete i forbindelse med det første besøg i Syrien fra en EU-embedsmand siden den tidligere præsident Bashar al-Assads fald.

EU-kommissær for beredskab, krisestyring og ligestilling, belgiske Hadja Lahbib, offentliggjorde støttepakken på et pressemøde i Damaskus.

- Jeg kommer her for at annoncere en ny hjælpepakke med humanitær bistand på 235 millioner euro til Syrien og dets nabolande, sagde hun på et pressemøde efter at have mødt Syriens nye leder, Ahmed al-Sharaa.

Hun oplyser, at midlerne skal bidrage til at dække basale behov som husly, mad, rent vand, sanitet, sundhedspleje og uddannelse.

Det var al-Sharaas islamistiske organisation, Hayat Tahrir al-Sham, der ledede oprørerne, som afsatte Bashar al-Assad 8. december.

En midlertidig regering er blevet udpeget til at styre landet frem til 1. marts.

- Vi er ved et vendepunkt, og de beslutninger, der bliver taget i de kommende dage og måneder, vil være afgørende.

- Syrien er rig på dets mangfoldighed, og enhver borger har ret til at bidrage til sin fremtid, sagde Lahbib.

Besøget fra EU-kommissæren kommer, to uger efter at udenrigsministre fra Frankrig og Tyskland besøgte Syrien, hvor de opfordrede til en fredelig overgang til et nyt styre og mødtes med al-Sharaa.

Onsdag var FN's menneskerettighedschef, Volker Türk, på besøg i Syrien. Her opfordrede han til en "hurtig genovervejelse" af de sanktioner, som EU indførte mod Syriens økonomi under borgerkrigen, der begyndte i 2011.

Türk sagde, at sanktionerne havde en negativ indvirkning på syrernes rettigheder.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT