Sabalenka ser Tauson som top-10-spiller i verden

17. JAN 2025 • 09:13SPORT

Aryna Sabalenka sender rosende ord i retning af Clara Tauson efter sin sejr over danskeren i Australian Open.

Clara Tauson leverede fantastisk tennis og lignede en spiller i verdens top-10.

Sådan lyder de rosende ord fra Aryna Sabalenka, der natten til fredag vandt i to tætte sæt over Tauson i tredje runde i grand slam-turneringen Australian Open.

Efterfølgende blev den belarusiske verdensetter spurgt, om Tauson en dag kunne vinde en grand slam.

- Jeg er ikke sikker på en grand slam. Men som vi ser på WTA Touren, så kan alle vinde. Men hun er bestemt en top-10-spiller. Hun spillede utrolig tennis, servede godt og slog ret hårdt til boldene, siger Sabalenka.

Lige nu er 22-årige Tauson nummer 42 i verden, efter at danskeren indledte året med en WTA-titel i Auckland.

I første sæt i kampen mod Tauson missede Sabalenka fire sætbolde, inden hun vandt i den efterfølgende tiebreak knebent.

- Hun satte mig under pres. Hun spillede også virkelig fantastisk tennis, når hun var under pres. Det var et højt niveau fra hende.

- Hvis hun bliver ved med at arbejde og udvikle sig og spiller sådan her, så vil hun være med i toppen, lyder det fra Sabalenka.

Mentalt kom Sabalenka ovenpå efter det tætte første sæt, hvor hun langtfra servede lige så godt, som hun plejer.

- Det var en fantastisk kamp. Hun var virkelig vanskelig at spille imod.

- Jeg er bare super glad for, at jeg var i stand til at blive i kampen. Jeg var i stand til at presse mig selv til grænsen for at hente denne sejr, siger hun.

I fjerde runde, som svarer til turneringens ottendedelsfinale, skal 26-årige Sabalenka nu møde den 17-årige russer Mirra Andreeva, der vandt i tre sæt over Magdalena Frech. Andreeva er nummer 15 i verden.

Sabalenka har vundet Australian Open de seneste to gange.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT