Holger Rune sprudler i kampenes store momenter
Igen mod Matteo Berrettini viste Holger Rune, at han er allerbedst, når en kamp er i de afgørende sekvenser.
Når Holger Rune lørdag sidst på formiddagen dansk tid møder serberen Miomir Kecmanovic i Australian Opens tredje runde, har han en god ballast at læne sig op ad, når kampen rammer tilspidsede situationer.I sejren i anden runde over italieneren Matteo Berrettini var Rune bedst i kampens mest afgørende faser og vandt de to tiebreaks i første og fjerde sæt, som skulle blive afgørende for danskerens sejr med 3-1 i sæt.
Det bekræfter en tendens fra 2024, hvor Rune i en periode nærmest var usårlig, når et sæt skulle afgøres i tiebreak.
- I tiebreaks prøver jeg at tage presset af mig selv ved at sige, at jeg prøver at gå ind og gøre det rigtige og stole på, at alt det arbejde, jeg har gjort, er godt nok til at komme over målstregen.
- Og hvis det ikke er godt nok, må jeg bare arbejde videre. Det giver min hjerne mere ro til at være afslappet og fokuseret, siger Holger Rune på et pressemøde i Melbourne.
Han tilføjer, at han bare nyder de faser, hvor larmen fra publikum er allerhøjst, og der er mest på spil.
- Jeg kan godt lide de momenter, fordi der er vanvittig stemning på banen og god energi og noget på spil. Det synes jeg altid er sjovt.
Sådan har det ikke altid været. I Australian Open i 2023 tabte Rune til russeren Andrey Rublev i et femsætsdrama, hvor Rublev i den afgørende match-tiebreak vandt 11-9, efter at Rune havde misset to matchbolde.
- Jeg lærte meget af den kamp, fordi jeg håndterede ikke situationen som en rigtig vinder på det tidspunkt. Jeg blev mere bange og håbede bare på, at han lavede fejl, fortæller Rune.
- En top-10-spiller som Rublev kommer aldrig til at give mig det. Man skal selv tage det. Det har jeg taget til mig. Også når jeg møder spillere, som ikke er i top-10. Jeg skal selv ind og vinde det, hvis jeg vil opnå det, jeg drømmer om.
Mens Rune er nummer 13 på verdensranglisten, er hans næste modstander, Kecmanovic, nummer 51.
Serberen viste dog, at han kan bide skeer med de store, da han i anden runde slog den 18.-seedede polske spiller, Hubert Hurkacz, 3-0 i sæt.
Rune har to gange tidligere mødt serberen. Det skete i slutningen af 2023, hvor de begge sejrede én gang på indendørs hardcourt.
Lørdag sker det altså udendørs på Australian Opens næststørste arena, Margaret Court Arena. Kampen er den sidste på Melbournes aftenprogram og kan ventes i gang omkring klokken 11 lørdag formiddag dansk tid.
Vinderen af kampen kan med al sandsynlighed se frem til at møde verdensetteren, Jannik Sinner, i fjerde runde.
/ritzau/