En af verdens største batteridrevne færger er i drift på Rødby-Puttgarden
Scandlines' grønne fragtfærge "The Baltic Whale" sejlede tirsdag sin jomfrutur.
Scandlines' nye batteridrevne fragtfærge "The Baltic Whale" er tirsdag stævnet ud fra Rødby i Danmark.Når den har lagt til kaj i Puttgarden i Tyskland, er det i normal drift uden direkte udledning af forurenende stoffer på overfarten.
Færgen markerer ifølge Scandlines "et vigtigt skridt mod rederiets langsigtede mål om at sejle uden direkte emissioner i 2040 samt at styrke kapaciteten for fragtkunder".
Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
- Indsættelsen af "The Baltic Whale" på Femern Bælt er en milepæl for Scandlines - en dag, vi har ventet på i mange år, siger Scandlines' COO, Michael Guldmann Petersen, i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Vi fik idéen til en batteridrevet færge allerede tilbage i 2018, og nu står vi her. Det er en kæmpe forløsning og noget, vi har glædet os rigtig meget til.
Ifølge Scandlines råder "The Baltic Whale" over et af verdens største batterisystemer om bord på en færge.
Ud over at kunne sejle uden direkte forurening i normal drift sejler den også med lavere støj både over og under vandet.
Ifølge rederiet gavner den lavere støj blandt andet havmiljøet - herunder marsvinet, som færgen er opkaldt efter.
- Den nye færge er et vigtigt led i Scandlines' grønne ambition om at sejle uden direkte emissioner i 2040, tilføjer Michael Guldmann Petersen videre i pressemeddelelsen.
- Samtidig er hun bygget til at levere det, vores kunder forventer af os hver eneste dag: stabilitet og driftssikkerhed.
Ifølge Scandlines kan "The Baltic Whale" sejle den 18,5 kilometer lange overfart på cirka 45 minutter.
Rederiet oplyser, at det har "investeret i nye kraftige strømkabler og transformerstationer i havnene", så opladningstiden er 12 minutter.
/ritzau/
