NFL-hold betaler rekordbeløb for at frigive quarterback
Miami Dolphins skal betale knap 100 millioner dollar i død løn for at frigive quarterback Tua Tagovailoa.
Miami Dolphins siger farvel til quarterback Tua Tagovailoa, og det bliver en dyr affære for NFL-holdet i Florida.Holdet skal betale lidt over 99 millioner dollar i såkaldt "død løn", hvilket ifølge Reuters er en rekord i NFL. Det svarer til omkring 640 millioner kroner og kan fordeles over to sæsoner.
Frigivelsen af det tidligere førsterundevalg i NFL-draften blev annonceret mandag med en minuts lang højdepunktsvideo på sociale medier med teksten: "Tak for minderne, Tua".
Holdet har også delt en pressemeddelelse, hvor general manager Jon-Eric Sullivan forklarer, at holdet vil gå i "en ny retning" på quarterback-positionen.
- Som jeg har delt med Tua, har jeg stor respekt for både personen og spilleren, han er.
- På vegne af Miami Dolphins udtrykte jeg vores taknemmelighed for hans mange bidrag, både på banen og i lokalsamfundet, gennem hans seks sæsoner i Miami, siger Sullivan.
Miami Dolphins ser allerede ud til at have fundet en potentiel afløser. Ifølge flere medier har holdet underskrevet en treårig kontrakt med den tidligere Green Bay Packers-quarterback Malik Willis.
Andre meldinger tyder ifølge Reuters desuden på, at Tagovailoa kan være på vej til Atlanta Falcons.
Dolphins draftede Tagovailoa som nummer fem i 2020 med håb om, at han ville blive holdets langsigtede quarterback. I 2023 blev han udtaget til den prestigefyldte Pro Bowl efter en strålende individuel sæson.
Det er dog den eneste sæson i hans karriere, hvor han har spillet alle kampe, da han har været plaget af flere hjernerystelser og skader.
Alligevel skrev Dolphins i juli 2024 en kontraktforlængelse med Tagovailoa på fire år til en værdi af 212,4 millioner dollar, som skulle løbe til og med sæsonen 2028.
/ritzau/
