Amorim skifter Højlund ud i kneben sejr over Fulham
Manchester United vandt søndag aften knebent 1-0 på udebane over Fulham i den engelske Premier League.
Ruben Amorim og Manchester United hentede søndag aften en vigtig sejr i Premier League, da holdet vandt 1-0 ude over Fulham.Med sejren kravlede Manchester United op på en placering som nummer 12 med 29 point efter 23 kampe. Fulham har fire point mere som nummer ti.
Kampens enlige mål faldt efter 78 minutter, da Manchester United-stopperen Lisandro Martínez sparkede på mål fra distancen. Bolden tog en afretning og dykkede op over Fulham-keeper Bernd Leno og i mål.
Det var generelt en chancefattig kamp, hvor begge hold havde vanskeligt ved at komme frem til farlige situationer.
Rasmus Højlund havde fået en startplads af Ruben Amorim, men danskeren kvitterede ikke for tilliden med en pragtkamp.
Dertil var landsholdsangriberen for anonym. Han blev skiftet ud med angrebsrivalen Joshua Zirkzee efter 58 minutter.
Amorim, der endnu en gang holdt fast i sit 3-4-3-system trods svingende resultater, kunne se sit mandskab kæmpe indædt for alle bolde. Spillerne virkede tændte foran et højlydt publikum på Craven Cottage.
Hos hjemmeholdet spillede Joachim Andersen fra start i det centrale forsvar, og han var med til at holde landsholdskollegaen Højlund i kort snor.
Fulham havde flere nærgående forsøg. Men hjemmeholdet manglede skarphed.
Der skulle et afrettet langskud til at afgøre kampen, og det blev Lisandro Martínez, som endte som den store helt.
Joachim Andersen havde i slutminutterne et hovedstød, som blev reddet på selve målstregen af udeholdets indskiftede Toby Collyer, der blev tiljublet, som havde han scoret et mål.
Christian Eriksen blev siddende på Manchester Uniteds bænk i hele opgøret.
/ritzau/