Lappartient vil arbejde for russisk comeback til OL
UCI-præsident David Lappartient vil være IOC-præsident og have Rusland tilbage i den olympiske varme.
Præsidenten for Den Internationale Cykelunion (UCI), franske David Lappartient, er blandt kandidaterne til posten som præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), når Thomas Bach forlader den til marts.De syv kandidater er i gang med at markere sig med deres mærkesager, og Lappartient er ikke bange for at gå ind i et kontroversielt emne.
Han vil have Rusland tilbage i international sport.
- Den naturlige skæbne for Rusland er, at landet skal tilbage i international sport, siger Lappartient til nyhedsbureauet AFP.
- Historisk set er Rusland en sportsnation, og IOC's væsentligste rolle og mission er at forene folk på en fredelig måde gennem sport.
Rusland blev først suspenderet fra stort set al international idræt, efter at whistleblowere og en rapport i 2015 afslørede statssanktioneret dopingsnyd i landet.
I december 2019 faldt der så en dom i sagen, da Det Internationale Antidopingagentur (Wada) udelukkede Rusland fra international sport i fire år.
Den Internationale Sportsdomstol (CAS) ændrede senere kendelsen til en toårig udelukkelse. Samtidig kunne russiske atleter få lov til at stille op under neutralt flag.
Bedst som Rusland var på vej tilbage i varmen, invaderede landet Ukraine, og det har blokeret vejen tilbage for Rusland som sportsnation.
Men det skal der ændres på, hvis Lappartient vinder IOC-præsidentvalget.
- Der skal tages en beslutning om emnet på et tidspunkt, og en nation skal ikke holdes permanent ude af den olympiske bevægelse. Det siger sig selv, lyder det fra den nuværende UCI-præsident.
Juan Antonio Samaranch, søn af den tidligere IOC-præsident med samme navn, Feisal al Hussein, Sebastian Coe, Kirsty Coventry, Johan Eliasch og Morinari Watanabe er de øvrige seks kandidater til IOC-præsidentposten.
/ritzau/