Bulgarsk skibsejer afviser bevidst sabotage af søkabel

27. JAN 2025 • 11:48UDLAND

Ejeren af det skib, der er tilbageholdt af svenske myndigheder, siger, at skibet kan være skyld i kabelskade.

Det bulgarske skib "Vezhen", der sejler under maltesisk flag, kan være ansvarligt for, at et kabel, der lå på bunden af Østersøen, søndag morgen blev revet over.

Det siger Aleksandar Kalchev, der er medejer af skibet, ifølge Reuters.

Han understreger dog, at det ikke er sket med vilje. Ifølge Kalchev røg skibets anker ned på havbunden som følge af kraftige vinde.

De svenske myndigheder har tilbageholdt et skib, som man mistænker for at være skyld i kabelbruddet.

Myndighederne har ikke sat navn på skibet, men ifølge Kalchev er der tale om "Vezhen".

Nyhedsbureauet TT har også billeder af "Vezhen", der ligger for anker ud for den svenske by Karlskrona.

Ifølge Gabriel Wernstedt, der er pressesekretær for den svenske sikkerhedstjeneste, har man været om bord på skibet for at foretage undersøgelser.

Det skadede kabel tilhører det lettiske radio- og tv-selskab LVRTC og løber mellem den svenske ø Gotland og Ventspils i Letland.

Skaden er opstået i den svenske økonomiske zone, og derfor ligger sagen på svenskernes bord.

Letland har også sendt et krigsskib til stedet for at inspicere det bulgarske skib.

Allerede søndag aften meddelte den svenske statsanklager, at man havde beslaglagt et mistænkt fartøj efter at have fået information om det beskadigede kabel.

"Vezhen" er bygget i 2022 og var på vej til Sydamerika fyldt med gødning, som var blevet lastet i den russiske østersøhavn Ust-Luga.

Det ejes af Navibulgar, som er Bulgariens største shippingfirma.

Mandskabet består af otte bulgarere og ni besætningsmedlemmer fra Myanmar.

Der har været flere tilfælde af kabelbrud i Østersøen de seneste måneder.

Mellem jul og nytår blev et kabel mellem Finland og Estland revet over, og tilbage i november skete der også to kabelbrud.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT