Magnussens bil smuldrer til sidst i tæt 24-timersløb

26. JAN 2025 • 19:47SPORT

Da løbet skulle afgøres, og Kevin Magnussens holdkammerat lå godt til i toppen, ville teamets BMW ikke mere.

Med under en time tilbage af det prestigefyldte 24-timersløb Rolex 24 At Daytona var der gode chancer for, at Kevin Magnussen skulle få en forrygende indledning på sin nye tilværelse som sportsvognskører.

Hans holdkammerat Dries Vanthoor lå lunt i svinget til at sikre teamet en kæmpe triumf, men pludselig begyndte BMW-racerens front at vibrere og slå mod asfalten.

Fra en position som nummer to med under et sekund op til førstepladsen måtte Dries Vanthoor køre bilen i pit, og chancen for sejr smuldrede.

Det meste havde ellers fungeret perfekt for BMW-teamet, og Kevin Magnussen havde trods minimal forberedelsestid bevist, at han også kan fungere andre steder end i den Formel 1-verden, han forlod for mindre end to måneder siden.

Blandt andet kørte han med fem timer igen rigtig stærkt, og i en duel med den Porsche, der på det tidspunkt lå på andenpladsen, viste han en af sine store forcer - den direkte duel.

Efter et par ihærdige omgange satte han overhalingen ind og overtog andenpladsen, inden han begyndte at hale Porschen på førstepladsen ind. Med lidt mere end fire og en halv time igen kom han på førstepladsen, inden han kørte i pit og hoppede ud af bilen.

Men det var altså ikke nok. Kevin Magnussen måtte nøjes med en placering som nummer fire, men kan med optimisme se frem mod et år, hvor han blandt andet skal køre 24-timersløbet i Le Mans.

Porsche snuppede førstepladsen med en besætning bestående af Felipe Nasr, Nick Tandy og Laurens Vanthoor.

Frederik Vesti, der har været aspirant til Formel 1 og er ansat hos Mercedes' Formel 1-team, lå også på førstepladsen undervejs i løbet, men kom i en uheldig hovedrolle i løbet af natten.

Noget, der lignede en fejl i venstre baghjul eller baghjulsophæng, betød, at han mistede kontrollen over sin racer, som drønede direkte i muren på langsiden. Det medførte en lang pause og en placering langt nede i rækkerne.

Nicklas Nielsen, der sidste år vandt Le Mans, lå i en periode med blot et par timer igen på førstepladsen i LMP2-klassen, den næstbedste klasse. Men på langsiden gik hans bil pludselig i stå. Og den kom ikke i gang igen.

I alle fire klasser var der i flere perioder danskere med helt fremme, og flere aspirerede til sejr. Men det store 24-timersløb i Florida endte uden danskere på podiet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT