Team Esbjerg henter forstærkninger fra konkursramte nordmænd
Tidligere i januar blev 19 spillere kontraktfri i Vipers, og Team Esbjerg har lukreret på situationen.
Håndboldklubben Team Esbjerg går på rov i den konkursramte norske klub Vipers Kristiansand.Topholdet i Kvindeligaen henter hele tre transferfrie spillere fra den norske klub.
Den schweiziske fløjspiller Mia Emmenegger, den svenske bagspiller Nina Koppang og den hollandske stregspiller Merel Freriks er alle tre hentet ind som forstærkninger.
Det oplyser Team Esbjerg på klubbens hjemmeside.
19 håndboldspillere fra Vipers Kristiansand stod i midten af januar uden kontrakt, fordi klubben blev begæret konkurs.
Den situation har esbjergenserne lukreret på, og det vækker tilfredshed hos Esbjergs cheftræner, Tomas Axnér.
- Jeg er meget tilfreds med, at klubben havde styrken til at handle i den opståede situation, og vi får nu et bedre hold, der gør os i stand til at fastholde det høje sportslige ambitionsniveau, siger Tomas Axnér til klubbens hjemmeside.
20-årige Emmenegger og 22-årige Koppang har skrevet under på flerårige aftaler i Esbjerg, mens 27-årige Merel Freriks har fået en kontrakt frem til sommer.
I oktober sidste år var Vipers også på randen af konkurs, da klubben manglede 15 millioner danske kroner.
Dengang blev klubben også begæret konkurs, men blev reddet af en ny bestyrelse og en række aktionærer.
I begyndelsen af i år var det så endegyldigt slut, fordi vurderingen var, at der ikke var penge nok til en ny redningsaktion.
På daværende tidspunkt lå Vipers på tredjepladsen i den norske håndboldliga, mens klubben også spillede med i Champions League.
Netop Champions League vandt Vipers tre år i træk fra 2021 til 2023.
/ritzau/