66 millioner år gammelt opkast fra Stevns Klint erklæres danekræ
Fossiljæger finder opkast med de ufordøjelige rester af søliljer, som et dyr spiste for millioner af år siden.
En klump opkast, der er 66 millioner år gammel, blev for nylig fundet på Stevns Klint.Fundet er nu erklæret som danekræ, skriver Østsjællands Museum i en pressemeddelelse.
- Det er virkelig et usædvanligt fund, siger museumsinspektør Jesper Milàn.
Klumpen af opkast indeholder de fossile rester af søliljer, som et dyr spiste tilbage i kridttiden.
Trods navnet er en sølilje et dyr og ikke en plante. Dyret har en lang krop med forgrenede arme og en slags stilk, der sidder fast i havbunden.
Ved hjælp af fimrehår på armene fanger søliljen plankton i vandet.
- Søliljer er ikke en specielt næringsrig kost, da de hovedsageligt består af kalkplader, der er holdt sammen af ganske få bløddele.
- Men her er altså et dyr, sikkert en slags fisk, der for 66 millioner år siden spiste søliljer, der levede på bunden af kridthavet og gylpede skeletdelene op igen, siger Jesper Milàn.
Fundet giver ifølge museumsinspektøren "vigtig ny viden om forholdet mellem rovdyr og byttedyr og fødekæderne i kridttidens hav".
Det var en lokal fossiljæger ved navn Peter Bennicke, der gjorde fundet i et stykke skrivekridt, han netop havde flækket.
En hollandsk ekspert konkluderede efterfølgende, at der var tale om de fossile rester af to forskellige arter søliljer blandet sammen i en rund klump.
Dyret havde efter ekspertens vurdering efterfølgende gylpet de ufordøjelige dele af søliljerne op igen.
På fagsprog hedder den type af fund regurgitalite.
De regnes for meget vigtige, når fortidige økosystemer skal rekonstrueres, fordi fundene giver viden om, hvilke dyr der blev spist af hvem.
Danekræ er en betegnelse for "jordfundne, naturskabte genstande af enestående naturhistorisk værdi".
Ligesom danefæ, der er genstande fra fortiden med særlig kulturhistorisk værdi, tilhører danekræ staten og skal afleveres til et af statens naturhistoriske museer.
Det nyfundne danekræ fra Stevns Klint udstilles i vinterferien på Geomuseum Faxe.
/ritzau/