FC København køber AGF-dynamo i stor handel
Mads Emil Madsen skifter AGF ud med FC København i en handel, der sætter rekord ifølge Tipsbladet.
FC København har fået ny og tiltrængt blod til sin centrale midtbane.I AGF har den danske mesterklub købt den 27-årige Mads Emil Madsen.
Det skriver begge klubber mandag aften på deres hjemmesider.
I FCK er Madsen udset til at være med til at lukke hullet efter salget af landsholdsspilleren Victor Froholdt, som er skiftet til portugisiske FC Porto denne sommer.
Derudover er Magnus Mattsson siden blev alvorligt knæskadet, og FCK har med udsigt til otte kampe i Champions League ved siden af Superligaen og pokalen haft brug for ny arbejdskraft.
- Det her skridt føles helt rigtigt. FC København er Skandinaviens største klub, og ambitionerne om mesterskaber og europæisk fodbold tiltaler mig.
- Jeg glæder mig til at blive en del af holdet og bidrage med mine styrker, og jeg ser særligt frem til at spille foran fansene både i Parken og på udebane, siger Madsen til fck.dk.
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen supplerer:
- Det er ingen hemmelighed, at vi har kigget på Mads Emil længe, og med skaden til Magnus er Mads Emil blevet endnu mere relevant for os.
- Han kan bringe nogle af de kvaliteter, som vi på nuværende tidspunkt mangler i vores midtbanekonstellation. Derfor er vi glade for, at det nu er lykkedes at blive enige med AGF.
Ifølge Tipsbladet har FCK måtte betale 30 millioner kroner plus bonusser for sin nye spiller, og det gør ham til den dyreste spiller handlet mellem to danske klubber.
Rekorden bekræfter også AGF, der fortæller, at præstationerne på banen har skabt interesse.
- Derfor opstod der nu en mulighed som var så økonomisk attraktivt for os som klub, at det ville være uansvarligt af os ikke at undersøge det nærmere.
- Det har vi nu gjort, og da Mads Emil også selv var interesseret i et skifte, er vi blevet enige om en transfer med FC København, som opfylder vores forventninger, siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen. ??
Madsen fik som ung sit gennembrud i Superligaen for Silkeborg IF, som siden solgte ham videre til østrigske Lask.
Herfra gik turen videre til tjekkiske Slavia Prag, inden han i januar 2022 vendte hjem til Danmark og AGF.
Her blev den arbejdsomme midtbanespiller en ligaprofil, og han står noteret for 12 mål i 98 optrædener for Aarhus-klubben.
Tre af målene kom i foråret 2024, da han lavede hattrick i AGF's 3-2-sejr over FCK på hjemmebane.
/ritzau/