Jon Dahl tager ingen chancer med Isak efter turbulent sommer

3. SEP 2025 • 13:28SPORT

Alexander Isak fik efter tovtrækkeri sit skifte til Liverpool og skal nu spille første kamp i tre måneder.

Ét ansigt tiltrækker sig onsdag noget mere opmærksomhed end de andre i den svenske landsholdslejr.

Angriberen Alexander Isak har nemlig sluttet sig til holdkammeraterne, efter at han mandag gennemførte sit meget omtalte skifte fra Newcastle til Liverpool.

Fredag skal han på banen for første gang i over tre måneder i VM-kvalifikationskampen mod Slovenien, og landstræner Jon Dahl Tomasson vil derfor give sit offensive es en stille og rolig start.

- Normalt spiller man mange kampe og træner meget i en opstart. Sådan har det ikke været her. Selvfølgelig kommer han ikke til at spille 90 minutter. Kommer vi til at gamble med "Alex"? Nej, naturligvis ikke. Men vi har en plan, siger han ifølge nyhedsbureauet TT.

Isak forlangte i transfervinduet at skifte til Liverpool, som havde lagt et stort bud på den målfarlige svensker.

Men Newcastle sagde i første omgang nej. Det fik Isak til at ytre sig kritisk over for sin arbejdsgiver, og han deltog ikke i opstarten forud for sæsonen.

Men til sidst hævede Liverpool sit bud til knap 1,1 milliard kroner, og Isak blev købt som den dyreste spiller i Premier Leagues historie.

Trods den turbulente sommer og manglende kampform har Liverpool ikke sat begrænsninger for hans deltagelse med det svenske landshold.

- Der er ingen retningslinjer. Jeg har talt med deres træner, og vores læge har talt med deres læge. Men det er den normale kommunikation, vi har med klubberne.

- Jeg er glad for, at han er glad, og at han er her nu. For mig er det ligegyldigt, hvor man spiller. Så længe man spiller og trives. Og det gør han, siger den danske landstræner.

Sverige har til gengæld valgt at skærme Isak over for pressen, som ikke får profilen i tale før første kamp.

Foruden Slovenien skal Sverige den næste uge prøve kræfter med Kosovos landshold.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT