Nato-chef besøger hovedkvarter og lover fortsat hjælp til Ukraine

14. OKT 2024 • 23:12UDLAND

Med Mark Rutte i spidsen skal Nato gradvist overtage koordineringsopgaven af militærhjælp til Ukraine fra USA.

Natos generalsekretær, Mark Rutte, vil ikke lade sig kue af russiske trusler.

Tværtimod vil han opretholde Natos støtte til Ukraine.

Det siger Rutte ved sit første besøg ved Natos nye Ukraine-mission i den tyske by Wiesbaden.

Stedet har fået navnet Nato Security Assistance and Training for Ukraine (NSATU).

Ukraine-missionen skal gradvist overtaget opgaven med at koordinere vestlig hjælp til Ukraine. Det har indtil nu været USA's opgave.

- Beskeden (til den russiske præsident, Vladimir Putin, red.) er, at vi vil fortsætte, og at vi vil gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre, at han ikke får det på sin måde. At sikre, at Ukraine vil sejre, siger Mark Rutte på den amerikanske militærbase Clay Barracks, som bliver hovedkvarter for NSATU.

Beslutningen om at overdrage opgaven med koordinering anses for at være et forsøg på at beskytte hjælpeordningen før det amerikanske præsidentvalg den 5. november.

Her er der en mulighed for, at ekspræsident og Republikanernes præsidentkandidat Donald Trump vender tilbage til magten. Han er udtalt kritiker af Nato.

Donald Trump stiller op mod Demokraternes kandidat, vicepræsident Kamala Harris, ved det amerikanske præsidentvalg.

Ifølge Reuters anerkender flere diplomater, at overdragelsen af koordineringsopgaven måske får begrænset effekt.

USA leverer nemlig størstedelen af våbnene til Ukraine.

Det ventes, at NSATU får omkring 700 ansatte.

Det er inklusive tropper, som skal udstationeres ved Natos militære hovedkvarter SHAPE i Belgien og ved knudepunkter for logistik i Polen og Rumænien.

Hovedkvarteret i Wiesbaden kommer også til at huse den amerikanske militærenhed, som får ansvaret for de langtrækkende missiler, som USA midlertidigt vil udstationere i Tyskland fra 2026.

Missilerne skal opbevares der, for at imødekomme det som både Rusland og USA beskriver som en trussel fra russiske missiler, der eksempelvis befinder sig i Kaliningrad.

Kaliningrad ligger blot omkring 500 kilometer nordøst for Berlin.

Mark Rutte bød dette tiltag, som Rusland har omtalt som en provokation, velkomment ved besøget i Wiesbaden.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, og Tysklands kansler, Olaf Scholz, annoncerede udstationeringen af missilerne sideløbende med Nato-topmødet i juli.

Her beskrev de det som en midlertidig løsning, indtil Tyskland, Frankrig og flere andre europæiske lande har udviklet deres egne missiler med tilsvarende rækkevidde.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

14. OKT 2024 • 21:12UDLAND
Holland køber igen kampvogne
FÅ ABONNEMENT