Sundhedsfarligt affald ved tidligere stålværk truer Roskilde Fjord

19. FEB 2024 • 22:45INDLAND/KRIMINAL

Der er foretaget 54 boringer ved tidligere stålværk ved Frederiksværk, hvoraf de fleste har vist forurening.

Gamle affaldsdepoter fra det tidligere stålvalseværk i Frederiksværk udleder PFAS-stoffer og miljøskadelige fenoler.

Det viser en rapport udarbejdet af Region Hovedstaden ifølge Politiken.

Konklusionen er, at det "sandsynligvis udgør en risiko for Roskilde Fjord", skriver avisen.

Man har i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten lavet 54 boringer i og omkring det tidligere stålvalseværk for at finde ud af, om der har været forurening det pågældende sted.

I større eller mindre grad var det tilfældet ved størstedelen af boringerne.

Forureningen er resultatet af, at stålværket i flere årtier fik lov til at dumpe affald, som kom fra oparbejdningen af stål.

Flere hundredtusinder tons affald er fordelt mellem to områder, der kaldes henholdsvis Slaggemole og Kystvolden.

Førstnævnte indeholder affald, der er blevet overhældt med netop slagge. Det er et affaldsprodukt fra værkets smelteovne. Når det størkner, sørger det for, at affaldet ikke forurener.

Affaldet indeholdt både tungmetaller og andre former for forurening, da det blev dumpet.

Man har blandt andet målt et niveau af PFOS, der er et af de sundhedsskadelige PFAS-fluorstoffer, i koncentrationer på op til 3769 gange miljøkvalitetskravet for vandet i fjorden, skriver Politiken.

PFAS er den samlede betegnelse for en gruppe af op mod 12.000 forskellige fluorholdige stoffer, der har været bredt anvendt i industrien.

Stofferne er under mistanke for at have en negativ indvirkning på menneskers sundhed, hvis man indtager drikkevand og fødevarer med et indhold over de fastsatte grænseværdier over længere tid.

Der skal efter planen foretages yderligere undersøgelser, som ventes at koste op mod 1,5 millioner kroner.

Regionen tør ikke tage chancer set i lyset af sagen om Nordic Waste, hvor forurenede jordbunker har truet et lokalsamfund syd for Randers.

Det siger Line Ervolder (K), formand for Region Hovedstadens miljø- og klimaudvalg, til Politiken.

- Vi tør ikke løbe risikoen for, at membranen ikke holder, og at der pludselig kommer en uforudset forurening.

Hun regner med, at regningen for at rydde op efter affaldsbunkerne ved det tidligere stålvalseværk kommer til at løbe op i 50 millioner kroner på sigt.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU