Sjællandske borgere er mindst tilfredse med hjemmeplejen
De 11 kommuner med mest tilfredshed er alle på Fyn eller i Jylland. De nederste otte er alle sjællandske.
Der er markant forskel på borgernes tilfredshed med hjemmeplejen, alt efter hvor man bor i landet.I Jylland og på Fyn har fire ud af fem kommuner en tilfredshed, der er højere end landsgennemsnittet.
På Sjælland er borgerne i knap tre ud fire kommuner mindre tilfredse end på landsplan.
Det viser en brugertilfredshedsundersøgelse på hjemmehjælpsområdet, som er foretaget af Danmarks Statistik for Ældreministeriet.
På landsplan svarer 77 procent, at de er tilfredse med den hjælp, de modtager.
- Det vidner om en hjemmepleje, der i store træk er bedre, end det ry og rygte man nogle gange hører, siger ældreminister Mette Kierkgaard (M).
Ministeren hæfter sig dog også ved de geografiske forskelle.
- Grundlæggende dur det ikke, hvis postnummeret er et lotteri om kvaliteten. Jeg forventer derfor, at man de enkelte steder arbejder med tingene, for det handler grundlæggende om lighed i vores velfærd, siger Mette Kierkgaard.
De otte kommuner med lavest tilfredshed med hjemmeplejen er alle at finde på Sjælland.
Omvendt er de 11 kommuner med højst tilfredshed beliggende i Jylland, på Fyn eller småøerne.
- Det er interessant, og forklaringen kan ligge flere steder. Der kan for eksempel være forskellige forventninger på tværs af land og by, siger ældreministeren.
- Men undersøgelsen giver ikke svar på hvorfor, og derfor håber jeg, at kommunerne tager godt imod undersøgelsen. Hver enkelt kommune skal arbejde med tallene, lyder det.
123.000 hjemmehjælpsmodtagere er blevet tilbudt at svare på spørgsmål om deres oplevelse. Det har 53.000 - svarende til 43 procent - benyttet sig af.
Respondenterne har i et spørgeskema svaret på 39 spørgsmål om emner som tilfredshed med personlig pleje, den praktiske hjælp, kontinuitet i hjælpen, selvbestemmelse og samarbejdet med pårørende.
I spidsen med højest tilfredshed med hjemmeplejen ligger Samsø og jyske Tønder med en borgertilfredshed på henholdsvis 95 og 89 procent.
I bunden ligger Frederiksberg Kommune, hvor 59 procent af borgerne er tilfredse med hjemmeplejen.
Næstsidst er nordsjællandske Egedal med 63 procent.
/ritzau/