Der kan falde op til 35 millimeter regn på Sjælland fredag

5. SEP 2025 • 06:16INDLAND/KRIMINAL

Fredag bliver weekendens mest dramatiske dag med mellem 20 til 35 millimeter regn på det østlige Sjælland.

Weekenden starter dramatisk i de østlige egne, der kan få op til 35 millimeter regn i løbet af fredag morgen og formiddag.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Henning Gisselø.

- Vi har kraftige regn- og tordenbyger på vej op over landet, hvilket betyder, at vi har udstedt et varsel om kraftig regn og torden i det østlige Sjælland og på Lolland samt Møn og Falster, lyder det.

Det er mere, end der er faldet i lang tid, påpeger han.

- Så ud over de problemer, som det kan give især i morgentrafikken og i nogle kældre, der bliver fyldt med vand, er det nok tiltrængt mange steder at få vædet jorden, fordi det har været ganske tørt i lang tid.

Derfor er det godt at tage sine forholdsregler, siger Henning Gisselø.

- Man bør få lukket vinduer og måske lige kigge ned i kælderen. Hvis man i forvejen har lidt problemer med, at der kan komme vand ind, kan man måske tage det mest nødvendige og redde det.

- Ellers formoder jeg, at der vil komme en del forsinkelser i morgenmyldretidstrafikken. Den løber altid lidt langsommere, når det regner, siger meteorologen.

Bygerne holder op ud på fredag eftermiddag og aften, hvor der kan komme lidt sol i den østlige del af landet, mens jyderne må døje med lidt flere skyer, siger Henning Gisselø.

Temperaturerne bliver omkring 14 til 18 grader.

Meteorologen påpeger, at regnvejret heldigvis ikke fortsætter resten weekenden.

- Lørdag bliver det forholdsvis pænt. Der kommer sandsynligvis sol til alle og nogle enkelte byger. Det bliver fortsat ikke særlig varmt. Vi er på 15 til 18 grader, og der kommer ikke så meget vind, lyder det.

Søndag byder ligesom lørdag på forholdsvis tørt vejr med en enkelt byge eller to. Der kommer lidt eller nogen sol.

- Temperaturerne når op på 20 til 21 grader, så søndag bliver faktisk den varmeste dag i weekenden, siger Henning Gisselø.

Men i første omgang bør man være opmærksom på regnvejret fredag morgen.

- Det er simpelthen weekendens helt store hovedattraktion. Resten af weekenden er egentlig lidt småkedelig i forhold til, siger meteorologen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT