Landsholdet har et ekstra øje på skotsk stjerne
Danmark skal være i stand til at håndtere Scott McTominays farlige løb i feltet, siger stopper og landstræner.
Når det danske fodboldlandshold fredag aften skal forsøge at komme godt fra land i VM-kvalifikationen med en hjemmekamp mod Skotland, er der særligt en af de skotske spillere, der skal holdes nede.Midtbanestjernen Scott McTominay fra Napoli har beviseligt kvalitet til at lave mål på fodboldens højeste niveau, og særligt en af hans egenskaber stikker positivt ud.
McTominay har en eminent evne til at straffe modstanderne med nålestiksoperationer, hvor han venter til det helt rigtige tidspunkt med at tage sit løb ind i feltet, så han kan møde et indlæg med hovedet, en flugter eller en akrobatisk afslutning.
Det har landsholdets forsvarsspiller Joachim Andersen også noteret sig. Han forlanger, at midtbanespillerne også hjælper med at følge det skotske kraftværks indløb.
- Jeg har spillet mod ham en del gange, og jeg ved, at han er en spiller, der rigtig gerne vil løbe ind i boksen. Han er målfarlig og god på hovedet, så ham skal vi være klar på.
- De indløb er de sværeste at forholde sig til som central forsvarsspiller. Det er svært at dække op, især når han kommer løbende ind bag den forreste stopper, for så kan den bageste stopper ikke nå ind, hvis han ikke får lidt hjælp fra midtbanen.
- Det er super, super svært at dæmme op for, hvis der er en god timing i indløbene, så dem skal vi være klar på, siger Joachim Andersen.
McTominay er rejst til Danmark i sit livs form. Det seneste år er han gået fra en semiudskældt spiller i Manchester United til at blive en nøglefigur på Napolis mesterhold.
I debutsæsonen i Serie A blev fighteren noteret for 12 scoringer og seks måloplæg fra sin midtbaneposition og var kraftigt medvirkende til, at Napoli vandt mesterskabet. Han endte med at blive kåret til sæsonens bedste spiller i hele ligaen. De stærke takter har han fortsat efter sommerferien.
Landstræner Brian Riemer har også noteret sig, at McTominay er det stærkeste kort på en i forvejen stærk skotsk midtbane.
- Han er rigtig god til at score mål, når han kommer løbende ind i straffesparksfeltet. Der er han virkelig en faktor, for han er kæmpe stor. Derudover er han en rigtig dygtig fodboldspiller, så vi taler om en stor skotsk stjerne, siger Riemer.
På landsholdet har McTominay scoret 12 mål i 61 kampe.
Riemers hold er selvfølgelig også orienteret om McTominays styrker, og landstræneren bemærker, at landsholdet generelt har været god til at håndtere modstandernes store individualister det seneste år, uanset om det har været Lamine Yamal, Cristiano Ronaldo eller en tredje.
Et stærkt kollektiv er den største nøgle til at bremse stjernerne frem for at give den enkelte for meget opmærksomhed, selv om det kan være sundt at have øje for modstandernes spidskompetencer, mener Riemer.
- Vi har skullet håndtere store individualister mod Schweiz, Spanien, Serbien og Portugal i Nations League, og det lykkedes vi godt med gennem at fokusere på os selv.
- Det betyder ikke, at vi ikke forbereder os på modstanderne og deres særlige kvaliteter, men vi ved, at hvis vi får vores eget spil til at fungere, så står vi et godt sted i forhold til at stoppe modstanderne, siger Riemer.
Fredagens udsolgte VM-kvalifikationskamp begynder klokken 20.45 i Parken.
/ritzau/