Næsten hele facaden bevares i nyt udkast til Palads-ombygning

4. SEP 2025 • 13:41INDLAND/KRIMINAL

I nyt udkast skal mindst 90 procent af Palads-facaden bevares i København, når der skal bygges en ny bygning.

Næsten hele den oprindelige facade bliver bevaret i et nyt udkast til ombygningen af biografen Palads i København.

Det skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Nordisk Film har arbejdet på udkastet, siden Københavns Borgerrepræsentation i april 2024 godkendte startredegørelsen for en ny lokalplan for bygningen med en række betingelser.

Her blev der blandt andet stillet en række krav til arkitektoniske justeringer.

I det reviderede projekt vil mindst 90 procent af den oprindelige Palads-facade blive bevaret. Tidligere var det planen, at 14 procent af facaden skulle bevares.

Desuden skal den nye facade i udkastet trækkes yderligere tilbage i forhold til den eksisterende bygning, lyder det.

Asger Flygare Bech-Thomsen, som er topchef i Nordisk Film Biografer, siger, at man har strakt sig langt for at imødekomme de politiske ønsker.

- Vi mindsker højden på bygningen, reducerer kælderens omfang væsentligt og bevarer Palads' særegne facade, ligesom den øverste del af bygningen trækkes tilbage, siger han i meddelelsen.

- Vi har søgt kompromiset og præsenterer et projekt, vi er rigtig glade for, og som lever op til gæsternes forventninger til en moderne biograf.

I det nye udkast til projektet er det samlede areal reduceret med cirka 11.100 kvadratmeter svarende til 43 procent.

Det skyldes blandt andet, at langt størstedelen af det oprindeligt planlagte kælderanlæg er droppet for at minimere CO2-udledningen.

I det nye forslag er der otte nye biografsale, hvoraf fire er placeret i kælderen, og fire er placeret på første sal.

En anden ændring i det nye forslag er, at der i stedet for kontorlejemål er placeret et hotel i den nye bygning med panoramabar på øverste etage.

Den nye bygning bliver ifølge udkastet 30 meter højt. Højden er reduceret fra 36 meter.

Palads-bygningen har fungeret som biograf siden 26. januar 1918.

I 1989 blev bygningens facade malet med klare pastelfarver af kunstneren Paul Gernes.

Nordisk Film Biografer droppede i 2022 et projekt tegnet af arkitektfirmaet BIG, Bjarke Ingels Group. Efterfølgende førte en borgerinddragelsesproces til tre forslag udarbejdet af arkitektfirmaet Cobe.

Nordisk Film Biografer har arbejdet videre med et af de tre forslag og tilpasset det til blandt andet politiske ønsker.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT