Sang om mobning vinder børnenes melodigrandprix

24. FEB 2024 • 22:36INDLAND/KRIMINAL

Sangen "STOP!", der handler om at stoppe mobning, fik flest stemmer ved børnenes musikfest MGP.

Det blev 12-årige Naya, der lørdag aften løb med sejren ved børnenes melodigrandprix.

Hun vandt med sangen "STOP!", der handler om, at mobning skal stoppes.

Med tårer i øjnene fortalte Naya på scenen, hvad det betyder for hende at vinde MGP.

- Jeg er så glad. Tusind, tusind tak. Det betyder så meget for mig. Jeg er helt i chok, sagde hun.

Hun tilføjede, at hun faktisk allerede inden sejren havde følt sig som en vinder, fordi hun havde fået lov til at optræde ved MGP.

Hun forsøgte nemlig også at komme med i 2023.

Her gik hun dog ikke videre efter sin audition.

MGP-trofæet fik Naya overrakt af sidste års vinder, Sophia, som vandt MGP 2023 med sangen "Det bare tanker".

Naya var blandt tre såkaldte superfinalister, som seerne valgte ud af de otte finalister, der optrådte med deres sange lørdag aften i DR Koncerthuset, som også dannede ramme om årets Dansk Melodi Grand Prix.

De andre superfinalister var Thomas med sangen "Jeg er en gamer" og August med "Jorden er rund".

Sidstnævnte handlede ligesom Nayas vindersang om mobning.

De andre finalesange omhandlede alt fra at bo to forskellige steder, fordi ens forældre er skilt, til forkærlighed for slik.

Det er børnene selv, der skriver deres sang og finder på en melodi. De skal være mellem 8 og 15 år for at kunne deltage.

Selv om der kun kunne være én vinder lørdag aften, betyder det ikke, at de andre børn har sunget deres sang for sidste gang.

De får nemlig mulighed for at optræde igen, når der i marts bliver afholdt "MGP Mega Show" i Boxen i Herning og Royal Arena i København.

Årets deltagere får desuden mulighed for at turnere i Danmark.

Foruden de otte sange gav Ramasjangs Onkel Reje også et nummer.

Onkel Reje, hvis borgerlige navn er Mads Geertsen, var vært for showet sammen med Ultra Nyt-værten Jonas Madsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU