Skoler kræver reform efter nyt fald på velfærdsuddannelser

25. JUL 2024 • 18:40INDLAND/KRIMINAL

Igen i år optages færre på en velfærdsrettet uddannelse. Skoler peger på videreuddannelse som løsning.

Det kræver store forandringer, hvis den negative udvikling på de store velfærdsrettede uddannelser skal vendes.

Det mener landets professionshøjskoler, som ærgrer sig over, at antallet af optagne på uddannelserne igen i år er faldet.

Blandt andet er der behov for langt bedre muligheder for at videreuddanne sig og finde alternative karriereveje, siger forperson Camilla Wang.

- Mange unge mennesker oplever de her uddannelser som lukkede og uden muligheder for at skabe sin egen karrierevej. Der er brug for at skabe flere muligheder for videreuddannelse.

- Der er også brug for at hæve kvaliteten i uddannelserne. Derfor efterspørger vi en ambitiøs reform fra politisk side, siger hun.

Det er uddannelserne til sygeplejerske, folkeskolelærer, pædagog og socialrådgiver, som man ofte omtaler som de store velfærdsuddannelser.

I år er optaget for de fire studier samlet set faldet med fire procent sammenlignet med sidste år.

Det fremgår af tal, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har offentliggjort torsdag.

Uddannelserne til pædagog og lærer optager i år henholdsvis otte og seks procent færre studerende end sidste år.

Det er en katastrofe, mener Lærerstuderendes Landskreds.

- Det er katastrofalt, at regeringen sidder på hænderne, når ansøgertallene rasler ned, og uddannelsernes økonomi er i frit fald, hver gang der kommer færre studerende.

- Vi har brug for, at regeringen trækker i arbejdstøjet. Nu. Det er børn og unges fremtid, der er er på spil, siger forperson Anneline Larsen i en pressemeddelelse.

For uddannelserne til sygeplejerske og socialrådgiver er der sket en stigning på én procent i optaget.

Det betyder dog ikke, at den negative udvikling er vendt i det store billede.

For der optages fortsat langt færre på de to uddannelser end for nogle år siden.

Skolerne selv har forsøgt at knække kurven ved blandt andet at række mere ud til gymnasier, siger Camilla Wang, der selv er rektor på Professionshøjskolen Absalon.

- Vi kan se, at mange vælger universitetet frem for professionshøjskolerne. Derfor har vi styrket vores brobygning, hvilket blandt andet giver eleverne mulighed for at opleve vores uddannelser i praksis.

Samtidig er håbet, at et lovet lønløft til blandt andet sygeplejersker vil føre til øget interesse.

- Vi har ikke set en effekt i år, men jeg tror, at det er en komponent i en samlet løsning. Vi ved, at løn og arbejdsvilkår er noget af det, der afskrækker en del fra at tage en velfærdsrettet uddannelse, siger Camilla Wang.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT