Faldende interesse for tysk kan ramme dansk erhvervsliv

25. JUL 2024 • 19:58INDLAND/KRIMINAL

På fire år er antallet af optagne på sproguddannelserne faldet med knap 1000, viser nye tal.

Optagelsen på sproguddannelserne er faldet med ti procent sammenlignet med sidste år.

Det fremgår af Uddannelses- og Forskningsministeriets opgørelse over optagelser på de videregående uddannelser.

I år er 1643 personer blevet optaget på sproguddannelser som eksempelvis tysk og fransk.

Sidste år lå antallet på 1835.

- Årets optagelsestal til de videregående uddannelser viser, at der er et stort behov for, at der sættes ind over for den styrtblødning, der er på sproguddannelserne, udtaler politisk chef i fagforeningen Dansk Magisterforening (DM), Mette Fjord, i en skriftlig kommentar.

Hun fremhæver, at der er knap 1000 færre optagne på sproguddannelserne sammenlignet med 2020, hvor optagelsestallet lå på 2630.

Ligesom Mette Fjord mener direktør for politik og analyse i SMVdanmark Jesper Beinov, at det er ærgerligt, at optagelsen på sproguddannelserne er faldet.

SMVdanmark er en erhvervsorganisation for små og mellemstore virksomheder i Danmark.

- Konsekvenserne kan være alvorlige, fordi eksport er vigtigt for Danmark og dansk erhvervsliv. Da Danmark er et eksportland, er det vigtigt at have medarbejdere med stærke kompetencer inden for erhvervssprog.

Ifølge Jesper Beinov er særligt tysk et vigtigt sprog for dansk erhvervsliv.

Han forklarer, at de små og mellemstore virksomheder udgør over 90 procent af de danske virksomheder, og for dem er Tyskland den vigtigste handelspartner.

Spørgsmål: Kan man ikke nøjes med at snakke engelsk?

- Vi kan ikke nøjes med engelsk, fordi for mange markeder er det sådan, at hvis man vil ind på dem og have gode relationer, så kræver det en eller anden form for forståelse for det sprog og den kultur, man opererer i.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT