Nordic Wastes søsterselskab stævner Randers Kommune i sag om ansvar

25. JUL 2024 • 11:02INDLAND/KRIMINAL

DSH Recycling kan ifølge Randers Kommune gøres ansvarlig for skade, men DSH vil have afgørelse ugyldiggjort.

Nordic Wastes søsterselskab DSH Recycling mener ikke, at det kan gøres ansvarlig for fare for skader på vandmiljøet i forbindelse med et jordskred i Ølst ved Randers.

Derfor har selskabet stævnet Randers Kommune og kræver en afgørelse fra kommunen erklæret ugyldig.

Det skriver Radio4 på baggrund af en aktindsigt i stævningen.

I slutningen af juni traf Randers Kommune afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, og at DSH Recycling skal betale for tiltag, der bliver påbudt efter miljøskadeloven.

Nordic Waste gik konkurs i januar i år. DSH Recycling og Nordic Waste er ejet af det samme holdingselskab og har blandt andet Torben Østergaard-Nielsen i ejerkredsen.

Kommunen mener, at det "utvivlsomt" var Nordic Waste, der som driftsherre var ansvarlig for den overhængende fare for en miljøskade på Alling Å, da en stor mængde jord for alvor begyndte at skride i december sidste år.

Men DSH Recycling kan som ejer af grunden ifølge Randers Kommune også anses som ansvarlig.

Randers Kommune vurderer, at DSH Recycling var bekendt med risikoen for jordskred på grunden.

- Selskaberne er desuden en del af den samme koncern, og der var tale om en betydelig sammenblanding og integration af virksomhedernes aktiviteter, skriver kommunen i sin afgørelse fra juni.

Ifølge Radio4 afviser DSH Recycling i stævningen, at der skal være sket en sammenblanding af aktiviteter.

- Hvis Randers Kommunes fortolkning af disse regler lægges til grund, så vil der være tale om en fundamental ændring i disse begreber sammenlignet med, hvordan de hidtil er blevet fortolket i rets- og myndighedspraksis, fremgår det ifølge Radio4 af stævningen.

Kammeradvokaten fik i januar til opgave at undersøge, om andre virksomheder end Nordic Waste kan stilles til ansvar for den miljøskade, jordskreddet har medført.

Foreløbig har Kammeradvokatens undersøgelser vist, at der er grundlag for, at den danske stat og Randers Kommune kan rette et krav mod søsterselskabet DSH Recycling.

Det var på baggrund af den vurdering, at kommunen traf sin afgørelse, siger kommunaldirektør i Randers Kommune, Jesper Kaas Schmidt, i en pressemeddelelse.

- Randers Kommunes afgørelse blev truffet på grundlag af kammeradvokatens undersøgelser og vurderinger, vi ser derfor med sindsro frem til retssagen, selv om jeg naturligvis synes, det er ærgerligt, at vi nu skal bruge penge på retssager, i stedet for at DSH påtager sig sin del af ansvaret frem for borgerne i Randers Kommune, siger han.

Kammeradvokaten skal desuden undersøge, om ledelsen eller andre personer med tilknytning til Nordic Waste kan drages til ansvar.

Randers Kommune har tidligere oplyst, at den forventer at bruge mellem 468,2 og 663,4 millioner kroner på indsatser ved Nordic Waste.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT