Odsherred Varme har sendt for stor regning videre til forbrugere
Odsherred Varme har haft indberegnet for stor andel af omkostninger i forbrugernes varmepriser, siger tilsyn.
Odsherred Varme har ikke handlet forsvarligt økonomisk, da selskabet allerede i 2022 burde have vurderet, at udrulning af fjernvarme ville blive dyrere og mere risikabelt.Det afgør Forsyningstilsynet, der har vurderet, hvilke omkostninger der er nødvendige for at kunne drive kollektiv varmeforsyning.
Det siger direktør i tilsynet Carsten Smidt til Ritzau.
Det betyder i sidste ende, at Odsherred Varme har indberegnet for stor en andel af omkostningerne i forbrugernes priser og dermed også sendt for stor en del af egen regning videre til forbrugerne, lyder det i afgørelsen.
Det såkaldte afskrivningsgrundlag - den regning, der må fordeles ud på kunderne over flere år gennem varmeprisen - er ifølge Forsyningstilsynet sat omkring 524 millioner kroner for højt.
Afskrivningsgrundlaget per slutningen af 2025 er i tilsynets afgørelse sat til 276 millioner kroner - betydeligt mindre end Odsherred Varme selv har sat det, som er 800 millioner kroner.
- Det betyder også, at for meget opkrævet hos kunderne indtil videre, det vil skulle tilbagebetales, samtidig med at Odsherred Varme ikke vil kunne opkræve det fulde grundlag, som de ellers havde forestillet sig, siger Carsten Smidt.
Odsherred Varme har nu seks uger til at udregne en ny varmepris på baggrund af det afskrivningsgrundlag på 276 millioner, som tilsynet har afgjort.
- Så ser vi på, om det stemmer overens med den afgørelse, vi har truffet, og så skal de jo melde nye priser ud til forbrugerne, siger Carsten Smidt.
Projektet, der skulle forsyne fem byer i kommunen med fjernvarme, skulle koste 571 millioner kroner. Udgifterne steg til 1,6 milliarder kroner.
Efterfølgende blev de nordvestsjællandske varmekunder i Odsherred Forsyning orienteret om store prisstigninger på varmeregningen. Stigningerne lå på op mod 76 procent.
/ritzau/
