Det Norske Pigekor vil tage ærestitel fra Mette-Marit
Det Norske Pigekor vil fratage kronprinsessens ærestitel efter historier om relation til Jeffrey Epstein.
Bestyrelsen i Det Norske Pigekor - Det Norske Jentekor - arbejder på at fratage Norges kronprinsesse, Mette-Marit, ærestitlen som korets protektor.Sådan lyder det i et brev fra bestyrelsen til sangere og forældre, skriver TV 2 Norge.
I brevet lyder det, at kronprinsessens "forbindelser" til den afdøde finansmand Jeffrey Epstein, der i 2008 blev dømt for handel med mindreårige piger, har "skabt uro i organisationen".
Ledelsen i pigekoret har afventet en udtalelse fra Mette-Marit, men der har ikke været nogle fremskridt i dialogen, lyder det.
Derfor skal kronprinsessens rolle som protektor til afstemning.
- Uroen er vedvarende, og derfor anbefaler bestyrelsen, at Det Norske Jentekor opsiger den kongelige protektion, står der i brevet ifølge TV 2 Norge.
Kronprinsesse Mette-Marit har haft titlen som protektor for pigekoret siden 2017.
Den norske kronprinsesse har været i et stormvejr i kølvandet på historier om sin kontakt med den afdøde finansmand Jeffrey Epstein.
Det er blandt andet kommet frem, at Mette-Marit opholdt sig i Jeffrey Epsteins hus i Palm Beach i Florida i fire dage med en veninde.
Flere beskeder sendt mellem de to har også været fremme.
I 2011 skrev Mette-Marit blandt andet til Epstein, at hun havde googlet ham, og at det "ikke så godt ud". Efter beskeden havde hun tilføjet en glad smiley.
I 2012 skrev Mette-Marit til Epstein, at hun syntes, at han var "charmerende".
Mette-Marit beklager i den skriftlige udtalelse, som er sendt fra det norske kongehus, på ny, at hun ikke hurtigt nok forstod, "hvad for en slags menneske" Epstein var.
Hun brød ifølge kongehuset kontakten til Epstein i 2014.
Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige. Finansmanden blev i 2008 dømt for handel med mindreårige piger.
/ritzau/
