Hver femte elaftale dumper i test fra Forbrugerrådet Tænk

12. MAR 2026 • 11:13INDLAND/KRIMINAL

Særligt skjulte tillæg til elprisen er årsag til, at flere elselskaber dumper i test af 96 elaftaler.

Hver femte elaftale dumper i en test foretaget af Forbrugerrådet Tænk.

Det skriver rådet i en pressemeddelelse.

Forbrugervagthunden har tjekket 96 elaftaler fra 52 elselskaber. 21 af aftalerne dumper ud fra de kriterier, rådet har sat.

Det skyldes blandt andet skjulte priser, høje tillæg, eller fordi selskabet bag har haft flere sager hos myndighederne.

Det får forbrugerrådets direktør, Winni Grosbøll, til at opfordre forbrugerne til at "styre uden om dumperne".

- Der findes rigtig mange elselskaber i Danmark, og der er ingen grund til at vælge et selskab, der skjuler priser, ikke overholder reglerne eller slet og ret er ekstremt dyre, siger hun i meddelelsen.

Det er elaftaler med variable priser, der indgår i testen, da det er denne form for aftale, som rådet generelt anser for at være billigst.

Særligt skjulte tillæg til elprisen er ifølge rådet årsag til, at flere selskaber dumper.

Det gælder blandt andet såkaldte handelsomkostninger, som mange selskaber ikke inkluderer i den pris, de markedsfører sig med.

For eksempel skriver et selskab på deres hjemmeside:

"Vi har kun ét tillæg på indkøbsprisen (+12,5 øre pr. kWh). Nothing else."

Men en nærmere gennemgang viser ifølge Forbrugerrådet Tænk, at der i det konkrete tilfælde kommer yderligere 3,75 øre pr. kilowatt-time (kWh) oveni i form af handelsomkostninger.

Som led i testen har forbrugervagthunden også gennemgået mere end 1500 elregninger indsendt af medlemmer.

Gennemgangen viser ifølge rådet, at mange forbrugere har elaftaler, der generelt er dyrere, end de produkter selskaberne tilbyder nye kunder.

Det får forbrugerrådet Tænk til at opfordre til, at forbrugerne holder øje med deres elregning og løbende tjekker, om de kan få en bedre pris.

Sidste år indgik partierne i Folketinget en politisk aftale om strammere regler og bedre forbrugerbeskyttelse på elområdet.

Der er blandt andet indført krav om mere overskuelige priser, ligesom sanktionerne for brud på reglerne er skærpet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT