Regionsformand afviser fusk bag fraværende ambulancer i Løkken
Manglende ambulancer skyldes uklarhed snarere end bevidst omgåelse af målsætninger, siger regionsformand.
Der burde have været en ambulance klar i weekenderne i den nordjyske by Løkken i 2025. Men det var der ikke.Det er en fejl, men der er ikke noget, der tyder på, at der ligger bevidst omgåelse af de politiske målsætninger bag.
Sådan lyder det fra Region Nordjylland på baggrund af en ekstern redegørelse.
Redegørelsen blev bestilt, efter at TV 2 i december dokumenterede den tomme ambulancebase og bragte kritik frem fra nordjyske reddere.
De fortalte blandt andet, at de var blevet bedt om at logge på som værende ambulanceberedskab i for eksempel Løkken, selv om de fysisk befandt sig i andre byer.
Det skulle ifølge redderne give indtryk af, at ambulanceberedskabet levede op til de politiske målsætninger.
Regionen skriver på sin hjemmeside, at ambulancebassen i Løkken "nærmest ikke" var brugt i åbningstiden i weekenderne i 2025.
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) kalder det "utilfredsstillende".
- Vi har et flydende beredskab, som betyder, at ambulancerne er de steder i Nordjylland, hvor der er behov for dem.
- Men når vi har oprettet baser fordelt rundt i hele Nordjylland, forventer vi politikere i regionsrådet og vores nordjyske borgere også, at de bliver brugt, siger han til regionens hjemmeside.
Redegørelsen viser ifølge regionen, at der har været "begrænsede og mangelfulde instrukser for disponering".
Det har skabt "grundlag for individuel tolkning og usikkerhed hos medarbejderne".
Der er ifølge regionsrådsformanden ikke noget, der indikerer "snyd".
- Jeg noterer mig selvfølgelig også, at redegørelsen viser, at der ikke er fundet grundlag for, at der har været snyd med instrukser og disponering af ambulancer, men der derimod har været for få instrukser, retningslinjer og manglende kommunikation fra ledelsen til medarbejderne og til det politiske niveau.
Fra direktøren i Den Præhospitale Virksomhed, Maibrit Brandt, lyder det, at ledelsen "ikke har været tydelig nok i vores retningslinjer og kommunikation over for vores medarbejdere".
- Vi har ændret praksis, så vi er i Løkken. Det betyder, at basen bliver brugt i meget større omfang i åbningstiden i weekenden, selvfølgelig medmindre ambulancen er optaget af andre opgaver som følge af vores flydende beredskab, siger Maibrit Brandt til regionens hjemmeside.
/ritzau/
