Tidligere P3-talentprisvinder indvier den nye Orange Scene
En ny Orange Scene får debut på dette års Roskilde Festival, og det bliver sangerinden Pil, der skal åbne den.
Da publikum forlod Roskilde Festival sidste sommer, var det samtidig farvel til Orange Scene i den udgave, der har været på pladsen siden 2001.Scenen har været festivalens samlingspunkt siden 1978 i skiftende versioner, og i 2026 bliver den næste udgave indviet af popsangerinden Pil.
- Jeg har lyst til at råbe det til alle. Jeg fatter det ikke helt og skal minde mig selv om, at det ikke er noget, jeg har drømt, udtaler Pil i en pressemeddelelse fra Roskilde Festival.
Pil trådte første gang ind på den danske musikscene i 2019 med debut-EP'en "Når Du Går Herfra".
Siden da har hun vundet talentprojektet Karrierekanonen i 2021, og i oktober 2023 vandt hun P3's Talentpris til den årlige musikprisuddeling P3 Guld.
Hun har gennem sin karriere udgivet albummerne "Kom Vi Flyver, Siger Du" og "Hvis Du Tør Drømme" og en længere liste af singler og EP'er.
Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen, beskriver åbningskoncerten som noget helt særligt - både for publikum og for de kunstnere, der spiller den.
- Pil optrådte første gang på Roskilde Festival i 2023 og har siden udviklet sig til en uomgængelig stemme i dansk musik. Nu er hun klar til at indtage Orange Scene som åbner, og jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse, udtaler festivalens musikchef.
Tidligere er Orange Scene blevet åbnet af kunstnere som Annika, Lamin, Blæst og Drew Sycamore.
Inden festivalgæsterne kan opleve Pil åbne den nye Orange Scene, har de mulighed for at høre flere voksende musikalske navne fra Danmark og resten af Norden til de såkaldte First Days, inden det officielle musikprogram starter.
I alt skal 41 navne spille i opvarmningsdagene, heriblandt Ozzy, Zuloo og Berg.
Dette års udgave af Roskilde Festival finder sted fra 27. juni til 4. juli, hvor Pils åbningskoncert på den nye Orange Scene finder sted onsdag 1. juli.
/ritzau/
