Vingegaard og Visma havde sejrsplaner fra morgenstunden

12. MAR 2026 • 19:07SPORT

Jonas Vingegaard fuldførte Vismas plan til perfektion, da han med et solotogt vandt 5. etape i Paris-Nice.

Alt klappede for Jonas Vingegaard og Visma-holdet på 5. etape af Paris-Nice, da danskeren cementerede sin samlede føring med en suveræn solosejr.

Vingegaard satte det afgørende ryk ind med 20 kilometer til mål, og det var det sidste, resten af feltet så til danskeren.

Forinden havde holdkammeraterne gjort et stort forarbejde for danskeren, så han havde sejren inden for rækkevidde.

- Vi havde en plan fra morgenen af om at vinde etapen. Vi ville angribe langt ude fra for at prøve at tage så meget tid som muligt, og det lykkedes.

- Jeg skylder en kæmpe tak til mine holdkammerater. De var fantastiske og sørgede for, at det var muligt for mig, siger Vingegaard til TV 2 Sport.

Det belgiske kraftværk Victor Campenaerts havde det meste af dagen været i udbrud, hvilket gjorde, at han sad som sidste holdkammerat hos Vingegaard og lancerede danskeren.

- Det er derfor, at jeg gerne vil have ham med til alle de løb, jeg kører. Han skaber et hul, inden han er færdig med at føre, siger Vingegaard til TV 2 Sport om den belgiske holdkammerat, som han kalder "en af de bedste hjælperyttere i verden lige nu".

Det var anden dag i træk, at danskeren vandt en etape i Paris-Nice.

Et løb, han aldrig har prøvet at vinde før. Men meget skal gå galt, hvis ikke det ændres søndag, når løbet slutter i Nice.

Efter torsdagens magtdemonstration fører Vingegaard Paris-Nice med 3 minutter og 22 sekunder til Red Bulls Daniel Felipe Martínez på andenpladsen.

Georg Steinhauser (EF) ligger nummer tre - næsten seks minutter efter danskeren.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

12. MAR 2026 • 17:31UDLAND
Israel angriber det centrale Beirut
FÅ ABONNEMENT