Eftersøgning af dansk mand i Norge indstilles kortvarigt
Siden lørdag har norske myndigheder ledt efter en dansk mand, der forsvandt i et voldsomt jordskred.
Norske myndigheder har torsdag kortvarigt indstillet eftersøgningen af en dansk mand, som formodes omkommet efter at være meldt savnet efter et jordskred i byen Levanger i lørdags.Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Det skyldes, at jorden i området har bevæget sig, og at man ikke længere anser det for at være sikkert at arbejde på stedet.
- Vi standser alt arbejdet, fordi vi har set en udskridning i jordskredsområdet. Vi anser det ikke for at være sikkert at fortsætte med personale der nu, siger Per Henrik Bykvist, operationschef hos Norges politi, til mediet Adresseavisen.
Eftersøgningen ventes at fortsætte fredag.
- Vi har bedt jernbanen om at stille en fjernstyret gravemaskine til rådighed, som skulle være på plads i morgen (fredag, red.) tidligt, siger Per Henrik Bykvist til Adresseavisen.
Jordskreddet fandt sted lørdag morgen omkring klokken 09.00 nær søen Nesvatnet i Levanger, som ligger nordøst for Trondheim.
Norsk politi meddelte, at en person var blevet revet med af jordskreddet.
En bil blev også taget med af jordskreddet. Chaufføren i bilen kom på hospitalet i Levanger.
Allerede lørdag meddelte norsk politi til det norske medie NRK, at man formodede, at en dansk mand var omkommet i ulykken.
- Status er nu, at det ikke længere er muligt at finde nogen i live på stedet. Vi går derfor over til det, vi kalder en søgning efter en formodet omkommet person, lød det fra politiet i lørdags.
Danskeren arbejdede på et projekt ved en motorvej for den danske ingeniørvirksomhed Niras, da det voldsomme jordskred ramte.
Niras har tidligere meddelt, at virksomheden siden lørdag har været i tæt kontakt med den forsvundne danske mands nærmeste familie og fortsat vil være det i den kommende tid.
- Vores tanker og dybeste medfølelse går til familien i denne svære tid, lød det fra Niras i en pressemeddelelse.
/ritzau/