Fransk forbund raser over misset VM efter forsinkede kønstests
Fem franske boksere stiller ikke til start ved VM, da resultater af den obligatoriske kønstest er forsinkede.
Fem boksere fra det franske landshold er blevet udelukket fra VM i Liverpool, der startede torsdag.Det meddeler det franske bokseforbund, FFBoxe, og erklærer sig "bestyrtet og forarget" over processen.
World Boxing, der afvikler VM-turneringen, har således gjort det obligatorisk, at alle deltagere i de kvindelige kategorier skulle levere en kønstest for at få grønt lys til deltagelse.
Testen er dog forbudt i Frankrig, så FFBoxe sendte i stedet bokserne til Leeds i England for at få testen gennemført efter vejledning fra World Boxing.
Det skete dog først mandag, og resultaterne kom ikke tidsnok til at få gennemført registreringen ved VM
- På trods af garantier givet til os af World Boxing var det laboratorie, som de anbefalede os, ikke i stand til at levere resultaterne til tiden.
- Som følge heraf er vores atleter, ligesom nogle fra andre lande, blevet fanget i en fælde og udelukket, skriver FFBoxe ifølge BBC.
Flere lande er ifølge BBC ramt af samme problem, men World Boxing melder hus forbi.
Forbundet mener, at man i god tid gjorde det klart, at testene var de nationale forbunds ansvar, og at det kunne tage op til 48 timer at få resultaterne.
- Det er meget skuffende for bokserne, at nogle nationale forbund ikke har kunnet gennemføre denne proces i tide, skriver World Boxing.
FFBoxes præsident, Dominique Nato, raser ifølge L'Equipe over World Boxing, der er et forholdsvis nystartet forbund, som blandt andet har fået ansvaret for afviklingen af OL-turneringen i boksning.
- Det er usselt. Vi kæmpede for, at dette forbund skulle eksistere. Jeg anser det som forræderi, siger Nato ifølge Reuters.
VM i boksning afvikles fra 4. til 14. september.
/ritzau/