Riemer lovpriser Skotland, men slår fast: Danmark skal til VM

4. SEP 2025 • 15:31SPORT

Brian Riemer stiler efter en førsteplads i VM-kvalifikationen, men advarer mod at undervurdere Skotland.

Fodboldlandsholdet har en drilsk VM-kvalifikationsgruppe med Skotland, Grækenland og Belarus, men målsætningen er soleklar: Danmark skal vinde gruppen og kvalificere sig direkte til VM.

Det fastslår landstræner Brian Riemer torsdag eftermiddag forud for fredagens premierekamp mod Skotland i Parken.

- Det er med stor spænding, at vi går ind i VM-kvalifikationen med et klart mål om at kvalificere os til VM. Vi har haft en god forberedelse heroppe i Helsingør med gode træninger, og truppen er helt klar til at komme i gang.

- Fokus er på, at vi skal præstere, for hvis vi spiller op til vores niveau, så har vi de kvaliteter, der skal til for at komme med, siger Riemer.

Uvant bliver kvalifikationen afgjort over blot seks kampe, og de bliver spillet i løbet af en periode på 74 dage. Det levner ingen plads til sjusk. Gruppens nummer to må nøjes med at spille playoffkampe i marts.

- Spiller man en turnering over 38 kampe, så har man reparationstid, hvis der sker noget undervejs. I en miniturnering med seks kampe har man automatisk noget mindre reparationstid.

- Kapløbet om point er i gang, og det handler ikke om den enkelte kamp, men om at få nok point til at komme direkte til VM, siger landstræneren.

Pierre-Emile Højbjerg supplerer:

- Der er ikke plads til fejl. Det gør det spændende og motiverende, og det handler om kun at holde fokus på at vinde en kamp ad gangen, og så må vi se, hvor vi står om 74 dage, siger landsholdsanføreren før den første kvalifikationskamp.

Danmark er bookmakernes klare favorit til at tage gruppesejren. Også i fredagens hjemmekamp er Danmark spået en sikker sejr.

Brian Riemer advarer dog mod at undervurdere Skotland. I 2023 drillede skotterne både Norge og Spanien i EM-kvalifikationen, eksemplificerer landstræneren.

- Man må aldrig undervurdere Skotland. Deres landshold har et indædt fællesskab og en evne til at stå sammen, og det er en del af deres kultur. De kan vinde på individuelle færdigheder, men også på gedigen fight. Det gør, at man skal passe på dem, uanset om de har en god eller dårlig dag.

- På mange måder minder Skotland lidt om Danmark. Det er en nation, der drager fordel af at være et hold. Vi ved, at vi møder et stærkt hold, men vi er også fulde af selvtillid, siger Riemer.

Tidligere på ugen var Andreas Skov Olsen meldt tvivlsom til kampen, men torsdag beretter landstræneren, at alle 24 spillere i truppen er klar til kamp. Derfor skal han sortere en enkelt fra til fredagens kamptrup.

Knap så gode nyheder var der torsdag i den skotske landsholdslejr.

Venstrebacken Kieran Tierney, der har en fortid i Arsenal, er rejst hjem med en skade. Det samme er Anthony Ralston, der huserer på backpladsen i den modsatte side.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

2. SEP 2025 • 22:51SPORT
Kasper Dolberg gør comeback i Ajax

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT