Årets Kok og Årets Tjener går for første gang i 14 år til to kvinder
I Årets Kok skulle der laves en treretters menu, mens den blandt andet stod på vinvalg i Årets Tjener.
For første gang i 14 år er det kvinder, der både vinder titlen som Årets Kok og Årets Tjener.Efter seks timers konkurrence løb Sophia Rosa Antorini fra Restaurant Domæne i Herning tirsdag med sejren og kan kalde sig Årets Kok 2025.
Imens blev Årets Tjener Kristine Slott Olsen fra Restaurant Calma i København.
Det oplyser brancheorganisationen Horesta, som er med til at arrangere konkurrencerne, i en pressemeddelelse.
Finalen for Årets Kok og Årets Tjener løb af stablen på Lokomotivværkstedet i København.
De to konkurrencer blev afviklet simultant med seks deltagere i hver finale.
- Vi har i dag set noget af det bedste, dansk gastronomi og service har at byde på. Vinderne har vist et tårnhøjt niveau og dedikation til deres fag, der fortjener den største anerkendelse, siger Pia Svane, chef for uddannelse og konkurrencer hos Horesta.
Finalisterne i Årets Kok skulle lave en treretters menu. Råvarerne til forretten var ukendte for deltagerne og blev først offentliggjort aftenen før konkurrencen.
Hver finalist fik friske norske kammuslinger i skal, blåmuslinger, østers og hjertemuslinger til rådighed.
Derudover bestod hovedretten af helstegt farseret kylling med valgfri garniture, mens desserten skulle være varm og inkludere is eller sorbet, oplyser Horesta.
Sophia Rosa Antorini imponerede dommerne med en "balance mellem smag, tekstur og nytænkning", lyder det videre. For eksempel bestod hendes dessert af french toast med æblepuré og mandler samt vaniljefromage og kefir is.
I Årets Tjener dystede finalisterne i discipliner som tranchering, mixologi, spiritusidentifikation og vinvalg.
Her skilte Kristine Slott Olsen sig ud med sin "præcision, faglige ekspertise og evne til at skabe en enestående serviceoplevelse for to borde", skriver Horesta.
Vinderne modtager foruden titlen og trofæet en præmie på 40.000 kroner.
Ud over Horesta står 3F bag konkurrencerne.
Blandt tidligere vindere af Årets Kok er Rasmus Kofoed og Søren Ledet, der begge er medejere af michelinrestauranten Geranium.
/ritzau/