Pilotstrejke i Lufthansa aflyser fly til og fra København
Størstedelen af Lufthansas ankomster og afgange til og fra København aflyses torsdag og fredag under strejke.
Stort set alle afgange med det tyske luftfartsselskab Lufthansa til og fra Københavns Lufthavn er aflyst torsdag og fredag.Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af information på lufthavnens hjemmeside.
Her fremgår det, at syv ud af ni afgange både torsdag og fredag er aflyst. Det samme gælder ankomster.
Der er tale om afgange og ankomster til og fra München og Frankfurt i Tyskland.
Lufthavnens kommunikationsafdeling oplyser til TT, at det skyldes en pilotstrejke hos Lufthansa.
Lufthansa skriver på sin hjemmeside, at fagforeningen Vereinigung Cockpit (VC), som organiserer cockpit-personale, har annonceret en strejke torsdag og fredag med kort varsel.
Luftfartsselskabet skriver, at over halvdelen af de oprindelige afgange kan blive gennemført torsdag og fredag.
Det samme gælder 60 procent af de lange flyvninger.
Fagforeningen og Lufthansa er ifølge nyhedsbureauet dpa blandt andet uenige om piloternes pension i både Lufthansa og Lufthansa Cargo, som er et fragtselskab under Lufthansa.
Andreas Pinheiro, som er formand for VC, siger ifølge dpa, at han forventer, at omkring 300 afgange om dagen vil blive aflyst.
Det vil ifølge fagforeningsformanden være nok til at opnå den ønskede virkning, skriver dpa.
Lufthansa forventer i det store og hele at være tilbage i normal drift lørdag, lyder det på hjemmesiden.
Passagerer, som bliver påvirket af aflysninger eller ombookinger, er blevet informeret direkte af Lufthansa, lyder det.
Hvis man ikke har hørt noget, kan man gå ud fra, at ens afgang ikke er påvirket.
Lufthansa beder passagerer tjekke, om kontaktinformation relateret til bookingen er opdateret og gældende.
/ritzau/
