57-årig dansker skal være mediedirektør hos svenske SVT

28. JAN 2025 • 13:31INDLAND/KRIMINAL

Naja Nielsen får som mediedirektør hos SVT ansvaret for koncernens digitale tjenester.

Danske Naja Nielsen skal være mediedirektør hos den svenske public service-koncern SVT. Det skriver koncernen i en artikel.

Hun har en fortid som nyhedschef hos DR og sidder i dag i en stilling som digital direktør hos britiske BBC.

Hos SVT får hun blandt andet ansvaret for de digitale tjenester, fremgår det.

- Det er mediehuset i Sverige, som langt de fleste har tillid til og bruger. Det er særligt imponerende, da Sverige er et af verdens mest digitale og innovative mediemarkeder, siger hun om sin kommende arbejdsplads.

- Jeg er meget beæret og glad for at skulle være med til at lede SVT's næste digitale skridt i samarbejde med alle mine nye kolleger.

Ifølge Anne Lagercrantz, der er administrerende direktør hos SVT, har danskeren stor erfaring med digital udvikling, og så har hun en dyb forståelse for målgruppen, lyder det.

- Hun har rødder i public service-verdenen og kan bidrage med nye perspektiver og viden, som vil styrke SVT.

57-årige Naja Nielsen, der ifølge koncernen har planer om at lære svensk, tiltræder stillingen den 1. juni.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT