Utilfredse borgere fører til nyt nej til solceller på Samsø

28. JAN 2025 • 21:14INDLAND/KRIMINAL

Grundet modstand fra borgere, der frygter forringet udsigt, siger Samsø Kommune nej til at opføre solceller.

Et stort flertal i kommunalbestyrelsen i Samsø Kommune har tirsdag aften afvist at godkende opførelsen af en solcellepark på øens sydlige del.

Under et kommunalbestyrelsesmøde var det kun Venstre, der stemte for, at Samsø skulle have en solcellepark på 150 hektar ved byen Permelille.

Lokalpolitikerne fra SF, De Konservative og Socialdemokratiet afviste solcelleparken på grund af modstand fra borgere, som frygter forringet udsigt.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Solcelleparken skulle have været med til at indfri kommunens målsætning om at producere dobbelt så meget vedvarende energi, som øen selv forbruger.

Men i sidste ende stemte kun 3 ud af 11 medlemmer af kommunalbestyrelsen for at opføre solcellerne, der ville optage 1,3 procent af Samsøs areal.

Søren Wiese, der sidder i kommunalbestyrelsen for Venstre, siger til mediet, at Samsø ikke kan bevare sin status som en "førende energiø" uden solceller.

- Vi mister den grønne førertrøje, siger han til TV 2 Østjylland.

Det er energiselskabet NRGi, som har indsendt ansøgningen om at få lov til at opføre solcelleparken, skriver mediet.

Jakob Bundgaard, administrerende direktør i NRGi Renewables, der udvikler og driver vedvarende energiprojekter, er "ærgerlig" over beslutningen.

Den er truffet på et ufuldstændigt grundlag, mener han.

Det er ikke første gang, at lokalpolitikerne på Samsø har afvist at opføre solceller på øen.

Tidligere har NRGi således ansøgt om at få opført et solcelleanlæg midt på Samsø.

Men også dengang - i 2021 - blev projektet mødt med protester og dermed stemt ned, skriver TV 2 Østjylland.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT