Region stopper gennemgang af journaler efter fejl i halvdelen

29. JAN 2025 • 11:47INDLAND/KRIMINAL

Psykiatrien sender klagevejledning til patienter for at skabe afklaring i stedet for at fortsætte granskning.

I forbindelse med mulige behandlingsfejl i Regionspsykiatrien i Randers har Region Midtjylland været i gang med at granske patientjournaler for fejl.

Men gennemgangen af de mere end 1600 patientjournaler er nu blevet afsluttet, inden den er færdig. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Speciallæger i psykiatri har gennemgået 555 journaler, hvilket svarer til cirka en tredjedel af de berørte patienter fra sengeafsnit C eller D i Randers.

Her er der blevet fundet fejl i halvdelen af journalerne, som er blevet vurderet under faglig standard.

Lægefaglig direktør i psykiatrien Jakob Paludan siger i meddelelsen, at det er en vanskelig opgave for speciallægerne at vurdere, om patienterne har lidt skade og kan være erstatningsberettigede.

- Derfor er det besluttet at sende et vejledningsbrev til alle patienter for at sikre, at ingen bliver overset, siger han.

I løbet af de kommende uger vil samtlige patienter og i enkelte tilfælde pårørende til afdøde modtage et brev med vejledning om at klage og søge erstatning.

- Flere patienter har ventet længe på at få besked, og det har skabt utryghed. Ved at sende vejledningsbreve ud til alle nu kan vi give disse patienter hurtigere afklaring, tilføjer Jakob Paludan.

Gennemgangen af de omkring 1600 patientforløb blev iværksat, efter at en overlæge i Regionspsykiatrien i Randers i februar blev hjemsendt på baggrund af en whistleblowerhenvendelse.

Han blev senere fyret, mens en række ledende medarbejdere også er stoppet i kølvandet på sagerne.

Den anonyme whistleblower var bekymret for kvaliteten af overlægens arbejde.

Hos organisationen Bedre Psykiatri er man bestemt ikke tilfreds med, at granskningen af journalerne stoppes.

Generalsekretær Jane Alrø Sørensen kalder det et "stort tillidsbrud og et kæmpe svigt".

- Med undersøgelsen og sagsgennemgangen tog regionen ansvaret på sig og sendte et vigtigt signal om respekt og anerkendelse til de berørte patienter og deres pårørende. Det sætter de over styr nu, lyder det fra hende i en skriftlig kommentar.

- Jeg kan godt forstå, hvis patienterne og deres pårørende sidder tilbage med en følelse af, at systemet endnu en gang lukker sig om sig selv og løber fra ansvaret, tilføjer hun.

Det var mediet Frihedsbrevet, der først beskrev sagerne om behandlingsfejl i Regionspsykiatrien Randers. Ifølge mediet havde ledelsen været bekendt med kritikken længe før whistleblowerhenvendelsen.

Patienterstatningen afgjorde den første klagesag i forbindelse med de mulige behandlingsfejl i Regionspsykiatrien i Randers i november sidste år.

Her lød det, at en ung patients selvmord kunne have været undgået, hvis behandlingen i Regionspsykiatrien i Randers havde levet op til standarden for en erfaren specialist.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT