Støv og småsten fra asteroide indeholder byggestenene til liv

31. JAN 2025 • 00:04UDLAND

Prøver af asteroiden Bennu har måske givet nogle af svarene på, hvordan liv på Jorden oprindeligt opstod.

Forskere mener, at de muligvis er kommet lidt tættere på at forstå, hvordan der for milliarder år siden opstod liv på Jorden.

Det skriver det britiske medie BBC og nyhedsbureauet Reuters.

Det er prøver taget fra en asteroide ved navn Bennu, der har gjort forskerne klogere. Asteroiden menes at være et levn fra et større himmellegeme, der er omkring 4,5 milliarder år gammelt, skriver Reuters.

Prøverne af Bennu blev taget ved en stort anlagt mission i 2020.

Her lykkedes det Nasa at skrabe omkring 120 gram støv og småsten af den cirka 500 meter brede asteroide. I 2023 ankom prøverne til Jorden i en forseglet kapsel, der holdt al potentiel forurening ude.

Nu viser det sig, at støvet og småstenene blandt andet indeholder 14 ud af de 20 aminosyrer, som liv på Jorden bruger til at bygge proteiner.

Støvet indeholder også de fire ringformede molekyler, som indgår i DNA. De hedder adenin, cytosin, guanin og thymin.

- Det er fantastisk, hvad vi har lært, siger professor Sara Russell, som forsker i kosmisk mineralogi ved National History Museum i London, til BBC.

Hun tilføjer:

- Det fortæller os noget om vores egen oprindelse, og det gør os i stand til at svare på nogle af de virkelig, virkelig store spørgsmål om, hvordan livet opstod. Og hvem vil ikke gerne vide noget om, hvordan livet opstod?

Ifølge BBC beviser prøverne ikke, at der har været liv på asteroiden Bennu.

Men prøverne støtter teorien om, at asteroider, der for milliarder år siden ramte Jorden, har givet planeten de afgørende ingredienser til at kunne skabe liv.

Det unikke asteroidestøv har også været under dansk lup. En lille brøkdel af støvet blev nemlig sendt til Danmark i 2023.

Her har Martin Bizzarro, som er professor ved Center for Stjerne og Planetdannelse på Københavns Universitet, stået for forskningen.

I 2023 sagde han, at det er usædvanligt, at man får muligheden for at undersøge den slags materiale, uden at det er blevet forurenet på Jorden.

- Det er virkelig spændende. En prøve fra en asteroide er helt uberørt materiale, som ikke har været udsat for jordisk forurening. Så det giver os et helt unikt indblik i solsystemets historie, sagde han til Videnskab.dk.

Resultatet af prøverne er onsdag blevet offentliggjort i de videnskabelige tidsskrifter Nature Astronomy og Nature.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT