Kvinder på krisecentre har kortere uddannelse end andre kvinder

28. JAN 2025 • 10:46INDLAND/KRIMINAL

På krisecentre er det især kvinder fra 18-24 år, der ikke har anden uddannelse end grundskole, viser analyse.

Op mod halvdelen af kvinderne på krisecentre har grundskolen som deres højeste fuldførte uddannelse.

Det viser en analyse fra Danmarks Statistik. Den tager udgangspunkt i kvinder, der har været på krisecenter i perioden 2017 til 2023.

45 procent af kvinderne, som havde ophold på et krisecenter i perioden, havde grundskolen som den højeste fuldførte uddannelse. Blandt øvrige kvinder i befolkningen på mindst 18 år gjaldt det for 21 procent.

De 18-24-årige kvinder på krisecenter udgør den største andel uden uddannelse efter grundskolen.

Ifølge Magnus Nørtoft, fuldmægtig i Danmarks Statistik, er det naturligt, da mange kvinder i den aldersgruppe fortsat vil være i gang med en ungdomsuddannelse.

Men andelen af de 18-24-årige kvinder på krisecenter med det uddannelsesniveau falder langsommere og mindre med alderen, end det er tilfældet for øvrige kvinder, forklarer Nørtoft.

Analysen viser også, at 51 procent af kvinderne havde børn med på deres seneste ophold på krisecenter. Mere end hver fjerde kvinde på krisecentre havde mere end et barn med under opholdet.

Kvinderne på krisecentrene kan godt have børn, selv om de ikke har dem med på krisecenteret.

Størstedelen af kvinderne er i aldersgruppen 30-35 år.

Krisecentre tilbyder ophold til personer, der har været udsat for fysisk eller psykisk vold i nære relationer. Frem til juli 2024 var krisecentre forbeholdt kvinder.

Siden da har mænd også kunnet søge ophold på krisecentre.

Fra 2017 til 2023 har 12.200 kvinder været på et krisecenter.

Analysen kigger undersøger kendetegn ved kvinderne.

Danmarks Statistik har blandt andet kigget på kvindernes familiemæssige baggrund, alder, oprindelse, og om kvinderne har været ofre for anmeldt vold og trusler i årene op til deres ophold.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT