Hver sjette fremtidsfuldmagt bliver afvist på grund af fejl

28. JAN 2025 • 11:35INDLAND/KRIMINAL

Sidste år skrev 154.371 danskere en fuldmagt. 2221 blev sat i kraft, mens 422 blev helt eller delvist afvist.

Hvis man en dag bliver syg og ikke længere kan tage vare på egen økonomi og egne interesser, kan en fremtidsfuldmagt være en stor hjælp for de pårørende.

Dog viser tal, som Ritzau har fået fra Familieretshuset, at hver sjette fremtidsfuldmagt sidste år blev delvist eller helt afvist på grund af fejl, når den skulle sættes i kraft.

Dokumentet giver mulighed for på forhånd at bestemme, hvem der skal træffe beslutninger på ens vegne, hvis man en dag ikke længere selv er i stand til det.

Ifølge tallene blev 422 helt eller delvist afslået, mens 2221 blev sat i kraft.

Maria Wenzel Sørensen, der er kontorchef for værgemål ved Familieretshuset, forklarer, at Familieretshuset ikke kan sætte fremtidsfuldmagter i kraft, hvis de ikke overholder lovgivningsmæssige rammer.

Interessen for fremtidsfuldmagter er steget støt siden 2017, hvor muligheden for at skrive en fremtidsfuldmagt trådte i kraft. Sidste år skrev 154.371 danskere en fuldmagt.

Det viser tal fra Tinglysningsretten. Året forinden var der tale om 107.000 danskere og inden da 75.000.

Fuldmagten skal tinglyses og derefter påtegnes af en notar. Det er herefter Familieretshuset, der på baggrund af en ansøgning afgør, om fuldmagten skal sættes i kraft.

Men Familieretshuset oplever særligt fejl i ansøgninger, når det handler om MitID og gaver, oplyser Maria Wenzel Sørensen.

Netop de faldgruber skyldes manglende kendskab til lovgivningen, lyder det fra chefjurist ved rådgivningsvirksomheden Replik Katrine Lindgaard Pedersen.

- Vi støder rigtig tit på, at der gives lov til, at man kan benytte fuldmagtgivers MitID, men det er ikke muligt, da MitID er personligt, siger hun.

Man kan derimod anmode om digital fuldmagt. Chefjuristen påpeger også, at når de får fuldmagter til gennemlæsning, ser de, at bestemmelser omkring gaver ikke er retmæssige.

- Der skal det fremgå tydeligt, hvilken persongruppe der må få gaver, hvilken type gaver, størrelsen af gaver, og hvor ofte man må give gaver. Opfyldes specifikationskravene ikke, jamen, så bliver bestemmelserne afvist, siger hun.

Fuldmagten kan sættes i kraft, hvis den, der har oprettet den, mister evnen til at tage vare på sine økonomiske eller personlige forhold. For eksempel ved en demenssygdom.

Forrige år blev hver femte fuldmagt afvist. Selv om andelen af afviste fuldmagter er faldet, er tallet fortsat for højt, mener Katrine Lindgaard Pedersen.

- Vi synes, at det er rigtig vigtigt, at man kan føle sig tryg i, at når man laver en fremtidsfuldmagt, så kan den bruges. Det er jo rigtig ærgerligt, at der er mange, der går rundt med en falsk tryghed, fordi man har lavet en fremtidsfuldmagt.

- Men når man så står i en situation og har behov for, at der er nogen, der kan hjælpe eller træde til, så kan den ikke anvendes, siger hun.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT