OVERBLIK: Det ved vi om flykollision nær USA's hovedstad
Der er stadig en del ubesvarede spørgsmål, efter at fly med 64 personer om bord styrtede nær Washington D.C.
Et passagerfly med 64 personer om bord er natten til torsdag dansk tid kollideret med en militærhelikopter nær Washington D.C.På et pressemøde torsdag eftermiddag dansk tid lyder det fra beredskabet, at man ikke forventer at finde nogen overlevende.
Her kan du læse mere om, hvad vi ved om ulykken - og hvad vi ikke ved:
Det ved vi:
* Onsdag aften lokal tid kolliderer et regionalfly fra American Airlines i luften med en Black Hawk-helikopter fra det amerikanske militær.
* Hændelsen finder sted i nærheden af indenrigslufthavnen Ronald Reagan Washington National Airport nær USA's forbundshovedstad, Washington D.C.
* Flyet var lettet fra Wichita i delstaten Kansas og var ved at gøre klar til at lande i Ronald Reagan Washington National Airport.
* Politiet i byen oplyser, at det onsdag omkring klokken 20.53 lokal tid - klokken 02.53 dansk tid - begyndte at få flere meldinger om et flystyrt.
* En video af hændelsen viser en mørk aftenhimmel, hvor det ligner, at et fly pludselig eksploderer. Videoen er blandt andet delt af NBC News.
* Flyet styrter ned i Potomac-floden, hvor vandtemperaturen er lige over frysepunktet. En redningsaktion i floden bliver straks iværksat.
* Torsdag eftermiddag dansk tid oplyser beredskabet, at man indtil videre har fundet 28 døde. Det er ikke forventningen, at man vil finde nogen overlevende.
* American Airlines oplyser cirka to timer efter styrtet, at der var 60 passagerer og fire besætningsmedlemmer om bord.
* Det amerikanske forbund for kunstskøjteløbere oplyser, at flere medlemmer og deres familie og trænere var om bord på flyet.
* En unavngiven kilde fra det amerikanske militær oplyser, at der var tre soldater i den militærhelikopter, der var involveret i ulykken.
* En pressechef fra hovedstadens militære beredskab siger ifølge CNN, at helikopteren var på en træningsøvelse, da ulykken skete.
* Den amerikanske præsident, Donald Trump, er blevet orienteret om ulykken. Han takker det beredskabspersonale, der deltager i redningsarbejdet.
Det ved vi ikke:
* Årsagen til kollisionen står ikke klart. Ifølge den amerikanske transportminister fløj både helikopteren og flyet normalt før sammenstødet, og vejret var klart.
Kilder: BBC, CNN, NBC News, Reuters.
/ritzau/