Zelenskyj kommer til København og skal mødes med EU-toppen

2. OKT 2025 • 07:06ERHVERV/POLITIK

Onsdag var der uformelt EU-topmøde på Christiansborg Slot. Torsdag danner Bella Centret ramme om nyt topmøde.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, holder tale torsdag i Bella Centret i København i forbindelse med et møde i Det Europæiske Politiske Fællesskab (EPC).

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

EPC er et forum og sammenslutning af lande, der blev dannet på fransk initiativ som følge af Ruslands fuldtonede invasion af Ukraine i 2022. Mødet torsdag er det syvende af slagsen i det forum.

Senere torsdag efter mødet holder statsminister Mette Frederiksen (S) og Zelenskyj et fælles pressemøde.

Netop Mette Frederiksen er vært for torsdagens begivenhed. Mere end 50 europæiske stats- og regeringschefer og repræsentanter fra EU samt internationale organisationer deltager, oplyser Statsministeriet.

- Vi har én opgave foran os. Vi skal gøre Europa så stærkt som mulig. Det kalder på sammenhold. Oprustning. Politisk vilje til at finde løsninger på tværs af vores kontinent. Og fælles forståelse af, at støtten til Ukraine også er en investering i forsvaret af Europa, siger Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

Hun gentager igen, at "Ruslands angrebskrig handlede aldrig kun om Ukraine", hvilket ifølge statsministeren blot er blevet tydeligere den seneste tid.

- Putin stopper ikke sine brutale angreb, før han bliver tvunget til det, siger Mette Frederiksen med henvisning til den russiske præsident, Vladimir Putin.

Danmark har som værtsland inviteret Grønland og Færøerne til at deltage i torsdagens EPC-møde. Der træffes ikke beslutninger på mødet.

Onsdag var EU-toppen også i København. Det var i forbindelse med et uformelt EU-topmøde. Det fandt sted på Christiansborg Slot. Her deltog Zelenskyj via videolink i en del af mødet. Men torsdag er han altså fysisk til stede, bekræfter Statsministeriet.

Zelenskyj har inden EPC-mødet forsøgt at lægge pres på EU-lederne for at åbne det første forhandlingsområde i forhandlingerne om EU-medlemskab til Ukraine.

- Ukraine har afsluttet sin interne gennemgang af EU-lovgivningen - og vi har gjort det hurtigere end nogen anden før os. Vi har gjort det godt.

- Vi er fuldt ud klar til at åbne klynge 1 i EU-medlemskabsforhandlingerne - klyngen "Grundlæggende principper". Vi har brug for reelle fremskridt på dette område, skrev Zelenskyj onsdag på X.

Men Ungarns premierminister, Viktor Orbán, fastholdt onsdag sit nej til at ændre reglerne, så forhandlingerne kan gå i gang.

- På ingen betingelse. På ingen betingelse, sagde Orbán på vej ind til EU-topmødet onsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT